Datatilsynet har opdateret vejledningen om tredjelandsoverførsler i lyset af Schrems II-afgørelsen. Finans Danmark er overordnet positiv overfor det nye vejledningsudkast, der i højere grad end tidligere er blevet et praktisk anvendeligt dokument med mange praktiske eksempler.
Finans Danmark er dog samtidig af den opfattelse, at udkastet primært er informativt om den seneste retsudvikling, og at der fortsat savnes konkret praktisk vejledning til at håndtere følgerne af Schrems II-afgørelsen, herunder hvordan man som dataansvarlig konkret skal løfte opgaven med at vurdere retstilstanden i tredjelande og fastsætte passende foranstaltninger.
Finans Danmark ser i sammenhæng hermed gerne, at Datatilsynet overvejer muligheden for alene – eller i fællesskab med f.eks. de skandinaviske tilsynsmyndigheder – at udarbejde officielt materiale om persondatarisikobilledet i (udvalgte) tredjelande, som kan danne et konsistent grundlag for de dataansvarliges vurderinger.