Boligkøberne har i 2. kvartal betalt rekordhøje priser. Salgspriserne for huse steg for femte kvartal i træk og kom op på over 2,3 mio. kr. for et gennemsnitligt 140 kvm hus i hele landet. Det er en stigning på 15 pct. i forhold til 2. kvartal sidste år. Også ejerlejligheder satte ny rekord i 2. kvartal med salgspriser på knap 2,7 mio. kr. for en gennemsnitlig 80 kvm lejlighed i hele landet. Det er en stigning det seneste år på knap 16 pct., og dermed er det tiende kvartal i træk, at vi ser stigende priser for ejerlejligheder.
”Historisk set har priserne for landets boliger været moderat stigende siden finanskrisens afslutning. Selvom
Corona-pandemien har medført større prisstigninger, end vi normalt ser, må de prisstigninger formodes at aftage i takt med, at samfundet vender tilbage til en lidt mere normal hverdag,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Færre solgte boliger, men flere til salg
De fortsat stigende priser har muligvis fået flere boligkøbere til at slå koldt vand i blodet og ikke sætte sin underskrift på købsaftalen. Antallet af handler faldt for huse og ejerlejligheder hhv. 4 pct. og 17 pct. i 2. kvartal i år i forhold til 1. kvartal. Historisk set har gennemsnittet af antal handler ligget hhv. 20 pct. og 9 pct. højere for huse og ejerlejligheder i 2. kvartal i forhold til 1. kvartal. En tilbagegang i handler mellem første og andet kvartal er ikke set før for huse i hele statistikkens 17. årige historie. Og for ejerlejligheder har der kun én gang før været en tilbagegang i antallet af handler af samme størrelse som vi ser i 2. kvartal 2021. Der blev dog stadig købt og solgt 1.876 flere huse og 556 ejerlejligheder i 2. kvartal i år i forhold til 2. kvartal sidste år.
”Færre boligkøb i 2. kvartal sammenlignet med 1. kvartal skal ses i forhold til den usædvanlige høje aktivitet, vi havde i 1. kvartal. Normalt ser vi en stigning i antallet af solgte boliger i 2. kvartal i forhold til 1. kvartal, men i år ser vi et fald for både huse og ejerlejligheder. Ser vi på antallet af handler i 2. kvartal 2021, ligger vi stadig et pænt stykke over niveauet fra samme periode sidste år. Dermed tyder faldet på en normalisering af boligmarkedet,” siger Ane Arnth Jensen.
I 2. kvartal fik boligkøbere også flere muligheder at vælge imellem. Udbuddet af ejerlejligheder steg med 18 pct. i forhold til 1. kvartal. Normalt ser vi i gennemsnit 7 pct. flere til salg i 2. kvartal. For huse kom der kun lidt flere til salg, nemlig 1 pct. Det betyder, at der kom ca. 300 flere huse til salg, hvilket er noget under de gennemsnitlige 1.500 flere til salg, vi normalt ser i 2. kvartal.
”Udviklingen for ejerlejligheder overgår den stigning, vi normalt ser mellem første og andet kvartal. Dog skal denne udvikling ses i forhold til det historisk lave niveau, vi kommer fra. Dermed ser stigningen i antallet af boliger til salg markant større ud, end den i realiteten er, og dermed er den nuværende udvikling kun med til at bekræfte, at boligmarkedet er ved at finde et mere normalt leje,” siger Ane Arnth Jensen.
Hent statistik