Danske investorers foretrukne investeringsfonde har i 1. halvår 2020 igen været udenlandske aktiefonde. I årets seks første måneder er der i alt kommet mere en 21mia.kr. i ny kapital til disse fonde. Tre fjerdedele eller godt 16,5 mia.kr. er blevet placeret i globale aktiefonde. Det er næsten lige så meget, som der blev investeret i disse fonde i hele 2019.
”Vi har nu i en længere årrække set en støt nettotilgang af kapital til de globale aktiefonde, hvor mere end 20 pct. af formuen er placeret. Det viser, at danske investorer er blevet mere bevidste om fordelene ved at sprede deres investeringer internationalt. Afhængigheden af enkeltsektorer eller særlige geografiske områder er klart blevet mindre”, siger Birgitte Søgaard Holm, direktør i Investering & Opsparing i Finans Danmark.
Investorernes ønske om at få international eksponering kommer også til udtryk i deres interesse for udenlandske obligationer. I alt er der i 1. halvår 2020 tilført ny kapital til fonde, der investerer i udenlandske obligationer, for knap 12 mia.kr. Det er især kategorierne Investment Grade og Non-Investment Grade, der har været i fokus.
Den store interesse for udenlandske værdipapirer står i kontrast til, hvordan afkastene har udviklet sig for de forskellige typer af fonde over 1. halvår. Værst gik det i 1. kvartal ud over fonde, der investerer i udenlandske aktier, idet investorer i disse fonde realiserede et negativt afkast på mere end 20 pct. Det er i 2. kvartal vendt til et afkast på 16, 2 pct., men investorerne i disse fonde er endnu ikke kommet tilbage til årets start, når der tages højde for udbetalt udbytte. Et næsten tilsvarende billede tegner sig for de udenlandske obligationsfonde, hvor formuen ved udgangen af juni stadig lå 3 pct. under formuen ved årets start.
”Når man sammenholder afkastudviklingen over 1. halvår med den stabile tilgang af nye midler til de forskellige kategorier af fonde, er det endnu en indikation på, at investorerne tænker langsigtet og har blik for fordelene ved risikospredning, ikke mindst internationalt. Det ligger i fin forlængelse af, hvad vi har set over en årrække”, siger Birgitte Søgaard Holm.
Bedre gik det for de danske aktiefonde, hvor et negativt afkast i 1. kvartal på over 14 pct. blev afløst af et positivt afkast på mere end 20 pct. i 2. kvartal. Når der tages højde for det udbetalte udbytte, er formuen i danske aktiefonde steget med 3,7 pct. i forhold til udgangspunktet ved årets start. Også danske obligationsfonde er ved at være tilbage ved startlinjen. For alle danske investeringsfonde rettet mod privatkunder lå formuen 4 pct. under niveauet 1. januar.
