Danskerne har været flittige kunder i banker og realkreditinstitutter i 2019 og har samlet set optaget realkreditlån for 909 mia. kr. Det er ny rekord, og det samlede udlån er næsten dobbelt så stort som i 2018. Og ser man alene på 4. kvartal 2019, har danskerne aldrig før lånt så meget i den sidste fjerdedel af året. Men trods det rekordhøje realkreditudlån er gælden kun steget med 94 mia. kr. Det skyldes, at størstedelen af udlånet har været anvendt til at indfri anden realkreditgæld.
”De danske boligejere har nydt godt af den danske realkreditmodel, som gør det er muligt at omlægge eksisterende lån til et, der er billigere. Det er specielt i den sidste halvdel af året, at der har været gang i omlægningerne,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:
”Det er helt klart det ekstremt lave renteniveau og fremgangen i økonomien, som er nogle af hovedårsagerne til den nye rekord.”
Den negative rente er kommet både boligejere og de danske virksomheder til gode. I 2019 er 83 pct. af det samlede udlån til boligejere givet til omlægning af boliglån. For virksomheder er det hele 86 pct. af udlånet, der er anvendt til at opnå et billigere lån.
”De danske virksomheder har også deltaget i den store omlægningsbølge. På den måde har de kunnet mindske en del af deres faste omkostninger og derved forbedre deres konkurrenceevne i forhold til udenlandske virksomheder,” siger Ane Arnth Jensen.
Hent statistik