Faldet i antallet af bankrøverier skyldes et vedholdende og koncentreret arbejde i bankerne på at højne sikkerheden. Et arbejde, der også har involveret Nationalbanken, Dansk Standard og flere andre organisationer. Der er blandt andet etableret fælles standarder for håndtering af kontanter.
- I 2000 var der 221 bankrøverier, næsten ét pr. bankdag
- Antallet faldt i 2004 til 121, siden 2017 har der i gennemsnit været mindre end ti bankrøverier om året, og i 2021 var der blot ét enkelt
- I 2022 var der for første gang ingen bankrøverier i Danmark.
Angreb på pengeautomater
En kort overgang kastede de kriminelle sig i stedet over røverier mod pengeautomater.
Antallet af fysiske angreb toppede i 2016 med 18. Det foregik meget ofte ved sprængning af automaterne med stor risiko for skade på forbipasserende eller beboere i den ejendom, hvor bankens filial var beliggende.
Øget overvågning og forskellige former for teknisk beskyttelse, f.eks. indfarvning af pengebeholdningen ved angreb, gjorde det dog hurtigt mindre attraktivt. I 2021 og 2022 så vi ikke et eneste fysisk angreb.
Udover arbejdet med at højne sikkerheden, så har danskernes stigende brug af elektroniske betalinger også mindsket behovet for kontanter i bankfilialer.
Netbanksvindel har taget over
De fysiske røverier er i stor udstrækning blevet erstattet af netbanksvindel og andre former for digital kriminalitet, som er betydeligt mindre risikabelt for de kriminelle, men desværre giver stort udbytte.
Bankerne bekæmper netbanksvindel ved at have indført nye procedurer og tekniske løsninger, der sætter begrænsninger på store pengeoverførsler. Det er med til at mindske svindlen, men som kunde kan man også gøre meget selv - se mere i guiden "Sådan forhindrer du bankrøveriet i din egen stue".