Finans Danmark anerkender, at konkurrencen på markedet for byggeskadeforsikringer er meget begrænset. En udfasning betyder imidlertid, at risikoen i højere grad flyttes til boligejeren, hvis alvorlige byggeskader opdages. Det vil kunne få store omkostninger for forbrugeren, i særdeleshed hvis den ansvarlige virksomhed er ophørt eller gået konkurs. Finans Danmark opfordrer derfor til, at konsekvenserne for forbrugere, långivere og boligmarkedet belyses nærmere. Samtidig bør alternative løsninger overvejes.
Med udfasningen bortfalder også de lovpligtige 1- og 5-årseftersyn samt indsamlingen af oplysninger om byggeskader. Dette kan betyde, at både større og mindre byggeskader ikke i samme grad som i dag opdages. Finans Danmark anbefaler derfor, at der fortsat sikres kvalitetssikring, tidlig identifikation af væsentlige byggeskader og national monitorering af alvorlige byggeskader.