I forlængelse af Danmarks EU-formandskab i andet halvår af 2025 er Finans Danmark Arbejdsgiver vært for det 87. møde i EBF Social Dialogue Committee.
Her samles arbejdsgiverrepræsentanter fra hele Europa i København for at drøfte samarbejdet om arbejdsmarked, kompetencer og ansvarlig teknologianvendelse i den finansielle sektor.
Vigtigt samarbejde
Arbejdet i den sociale dialog spiller en vigtig rolle for det fremtidige arbejdsmarked i EU. Den europæiske dimension af reguleringen af arbejdsmarkedet fylder stadig mere – både i EU og i Danmark – og et tæt samarbejde mellem parterne er afgørende for at sikre velfungerende rammer for sektoren.
Som en del af dagens program giver Søren Kaj Andersen, lektor og tidligere centerleder for FAOS et overblik over udviklingen i den danske og europæiske arbejdsmarkedsmodel og betydningen af social dialog. Hans perspektiver er med til at kvalificere drøftelserne og skabe et fælles udgangspunkt på tværs af lande.
“Vi er glade for at byde Europas arbejdsgiverrepræsentanter velkommen til København. Social dialog er fundamentet for, at vi kan udvikle sektoren ansvarligt og i fællesskab — og vi ser frem til et møde, hvor vi både løfter blikket og arbejder konkret med de udfordringer og muligheder, der ligger foran os”, siger Berit Toft Fihl, vicedirektør i Finans Danmark/Arbejdsgiver.
Mødet finder sted lige efter en dag, hvor de europæiske arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagerorganisationer har været samlet i København for at drøfte generativ AI — herunder ansvarlig implementering, kompetencebehov og betydningen af stærke samarbejdsstrukturer i virksomhederne.
“Det er meget positivt, at både arbejdsgivere og lønmodtagere i Europa nu tager GenAI alvorligt og fra starten tænker teknologi, mennesker og arbejdspladser sammen. Vi har stærke samarbejdsmodeller i Norden, som giver både tempo og kvalitet — og de kan inspirere langt bredere”, fortsætter Berit Toft Fihl.