Erhvervsministeren har i dag modtaget en henstilling fra Det Systemiske Risikoråd, der med henvisning til risici på ejendomsmarkedet foreslår at opretholde den systemiske risikobuffer for eksponeringer mod ejendomsselskaber. Risikorådet lægger dog op til at reducere kravet for den del af udlånet, der har en belåningsgrad mellem 0 og 30 pct. I dag gælder undtagelsen kun for lån med en belåningsgrad op til 15 pct. Justeringen betyder ifølge Risikorådet, at den direkte kapitaleffekt, som sektoren rammes med, reduceres til 9 mia. kr.
”Vi ser den foreslåede justering som et udtryk for, at Det Systemiske Risikoråd anerkender, at risici i ejendomssektoren er overvurderet. Men vi mener fortsat, at bufferen er helt unødvendig. Den bygger på et forældet risikobillede - de risici, bufferen er sat i verden for at håndtere, er enten ikke til stede – eller er allerede dækket af eksisterende kapitalkrav og stresstest,” siger Lars Gert Lose, administrerende direktør i Finans Danmark.
Med en samlet kapitalreserve på ca. 500 mia. kr. er den danske finansielle sektor i dag robust, og de seneste stresstest fra EBA dokumenterer, at bankerne kan modstå selv markante prisfald på erhvervsejendomme uden at komme under de regulatoriske minimumskrav.
”Vores analyser dokumenterer, at bufferen begrænser bankernes nyudlånskapacitet med op mod 200 mia. kr. Det er kapital, der i stedet kunne være brugt på at finansiere f.eks. innovation, iværksætteri, boligejendomme og øget produktion,” siger Lars Gert Lose, og fortsætter:
”Danmark står over for massive investeringsbehov – i beredskab, infrastruktur og energiomstilling. Derfor er der brug for at styrke den økonomiske robusthed og sikre, at kapitalen arbejder for samfundet – og ikke bindes af et krav, som hverken adresserer en reel risiko eller skaber værdi. Derfor bør bufferen fjernes,” siger Lars Gert Lose.