”Det er meget positivt, at regeringen nu kommer med konkrete forslag, som skal gøre det lettere for især unge og førstegangskøbere at få fodfæste på boligmarkedet. Forslagene giver mulighed for en mere nuanceret kreditvurdering, hvor der i højere grad kan tages højde for individuelle forskelle, herunder fremtidige indkomststigninger og økonomisk råderum. Samtidig vil jeg gerne kvittere for, at regeringen også er optaget af at udvide antallet af boliger, bl.a. andet ved at hæve maksimumbeløbet for byggeri af almene boliger. Det vil netop øge udbuddet af flere betalbare boliger, hvilket er en forudsætning for et balanceret og stabilt boligmarked”, siger Lars Gert Lose, administrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:
”Der er mange balancer at tage hensyn til, og hvis man skal sikre, at forslagene får den ønskede effekt, er det vigtigt, at det skrues rigtigt sammen. Derfor ser vi frem til en konstruktiv dialog med regeringen om, hvordan vi bedst får forslagene gjort til virkelighed. Vi hilser derfor forslaget om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på reguleringen af boligmarkedet, meget velkommen”.
Regeringens udspil indeholder også forslag om at åbne for 30-årige lån med en 40-årig afdragsprofil.
”Det er positivt, at regeringen vil åbne for muligheden for realkreditlån med en 40 års afdragsperiode. Det kan give vores medlemmer og dermed boligejerne nogle nye muligheder”, siger Lars Gert Lose, der samtidig understreger, at det er vigtigt, at lånereglerne tilpasses, så der også skabes den nødvendige fleksibilitet for særligt unge førstegangskøbere, som er det politiske ønske.