”Det er positivt, at regeringen har blik for udfordringerne også uden for vækstområderne, og at man giver lokalkendskab en større vægt, når potentielle boligkøberes muligheder vurderes”, siger Lars Gert Lose, administrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:
”Banker og realkreditinstitutter arbejder hver dag på at sikre, at danskere med en sund økonomi kan købe bolig i hele landet. Men vi ved også, at det i nogle tilfælde kan være svært at komme ind på boligmarkedet med de rammer der er i dag, selvom økonomien er sund. Derfor er det positivt, at regeringen nu foreslår løsninger, der i højere grad giver plads til skøn og estimater for nødvendige oplysninger. Det giver mere fleksibilitet og mindre dyneløfteri uden at gå på kompromis med den ansvarlige kreditgivning, som er fundamentet i det danske realkreditsystem”.
Finans Danmark fremhæver, at initiativerne kan bidrage til at styrke sammenhængskraften og skabe mere aktivitet uden for vækstområderne.
”Det er et balanceret og sympatisk tiltag, der kan give flere danskere mulighed for at realisere boligdrømmen. Der er brug for at skabe de rigtige rammer for bankernes arbejde, hvis de politiske intentioner skal gøre en forskel i boligmarkedet. Derfor ser vi frem til arbejdsgruppen, der skal se på reglerne og vejledningen på området, siger Lars Gert Lose.