Analysen viser, at mobiliteten særligt er høj blandt kunder, der har mest på spil – f.eks. kunder med bolig- og realkreditlån eller større opsparinger, hvor forskellige vilkår kan få stor betydning for, hvordan kunderne tilrettelægger deres økonomi. For denne gruppe har knap hver tredje (31 pct.) skiftet bank inden for de seneste fem år, og endnu flere har undersøgt alternativer. Ser man omvendt på danskere, som kun har en lønkonto/NemKonto i deres bank, svarer 17 pct., at de har skiftet bank over de seneste fem år.
Ifølge analysen er pris den væsentligste årsag til, at kunderne overvejer et skifte, mens tillid til rådgiveren og generel tilfredshed med banken ofte er det, der får dem til at blive. Det afspejler, at konkurrencen på bankmarkedet ikke kun går på pris, men i høj grad også på kvaliteten af services og relationen mellem bank og kunde.
”At så mange danskere løbende tager stilling til deres bankforretning, er et sundhedstegn. Det viser, at kunderne er prisbevidste og undersøger deres alternativer – men også, at relationen og tilliden til banken fortsat har stor betydning. Bankerne skal derfor både levere attraktive priser og høj kvalitet i rådgivningen for at holde på kunderne,” siger Lars Gert Lose, adm. direktør i Finans Danmark, der tilføjer, at den høje mobilitet skal ses i lyset af, at bankservices adskiller sig fra andre services, fordi de ofte er komplekse og bygger på langsigtede relationer mellem kunde og bank. Derfor kan man ikke forvente samme mobilitet som på andre serviceområder.
Analysen peger på, at tre ud af fire danskere i dag er tilfredse med deres bank, og syv ud af ti har tillid til den. Den høje tilfredshed og tillid betyder, at færre kunder overvejer at skifte bank. Dermed hænger kundemobilitet og konkurrence tæt sammen med den service, troværdighed og kvalitet, som bankerne leverer.
Samtidig er det blevet markant nemmere at skifte bank. Den finansielle sektor har i de seneste år investeret massivt i konkurrencefremmende løsninger – senest med etableringen af eBankskifte. Løsningen gør det enkelt for kunder at indhente tilbud fra andre banker og gennemføre et eventuelt skifte. Hele syv ud af ti danskere, der har skiftet bank, oplever, at processen er nem.
”At så mange kunder aktivt tager stilling til deres bankforhold, er udtryk for et marked med en sund konkurrence, som holder den enkelte bank på tæerne. Hertil kommer et fælles engagement fra hele sektoren med digitale, brugervenlige løsninger, der gør det nemmere end nogensinde at skifte bank. Det er i sidste ende til gavn for både kunderne og for et velfungerende finansielt marked,” siger Lars Gert Lose.
Læs hele analysen her