Det kan få store konsekvenser for fremtidige jobmuligheder, trivsel og mulighed for at forsørge sig selv og familien, når unge ikke får en uddannelse. Og det sker stadig for flere. Mens knap otte ud af ti 29-årige har færdiggjort en afsluttende uddannelse, og knap fem procent stadig er i gang, så er det knap hver femte, som i slutningen af tyverne hverken har færdiggjort en uddannelse eller er i gang med en. Og gruppen er stigende.
”Både set fra den enkeltes perspektiv og med samfundsøkonomiske briller er det vigtigt, at unge gennemfører en uddannelse, som giver dem adgang til det, der for dem er den rette hylde på arbejdsmarkedet. Det gælder ikke mindst i den situation, vi har i dag, hvor der er kamp om arbejdskraften,” siger Christian Heebøll Hammer, analysechef i Finans Danmark.
Mistrivsel og økonomi er hovedårsag til manglende uddannelse
Andelen af unge uden uddannelse er steget gennem de seneste år, og meget tyder på, at denne andel kan stige yderligere i de kommende år.
”Både under coronakrisen i 2020 og inflationskrisen i 2022 har vi set en stigning i andelen af unge, som er droppet ud af deres uddannelse. Og der er en overhængende risiko for, at det vil afspejle sig i tallene, når vi ser på andelen af 29-årige uden uddannelse igen om nogle år,” siger Christian Heebøll Hammer.
Mistrivsel er den mest hyppige årsag til, at unge springer fra deres uddannelse. Men også økonomiske problemer er en stor faktor. Mange unge har svært ved at få økonomien til at hænge sammen som studerende, og en betydelig andel overvejer dagligt at droppe ud af økonomiske årsager. De stigende leveomkostninger de seneste år har kun forværret situationen
”I en situation, hvor det rent privatøkonomisk bliver ekstra surt at være ung studerende, og hvor jobmulighederne er mange, kan det selvfølgelig også blive fristende at droppe ud og tjene penge nu og her – eller slet og ret aldrig gå i gang med en uddannelse,” siger Christian Heebøll Hammer.



