Bag den politiske aftale står regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.
Bankerne har historisk spillet en central rolle i udviklingen og udbredelsen af Dankortet og bakker fortsat op om kortet som en vigtig del af det danske betalingsmarked. Bankernes fortsatte og klare engagement er senest illustreret ved at færdiggøre inklusionen af Dankortet i Apple Pay i år.
”Bankerne bakker op om, at den danske betalingsinfrastruktur løbende bliver udviklet og sikret, herunder også Dankortet. Fremtidens betalingsmarked skal være åbent, konkurrencedygtigt og præget af teknologisk innovation, som kommer kunderne til gavn. Og som en grundlæggende kritisk infrastruktur i Danmark, er det afgørende, at vi sikrer, at vores betalingssystemer er robuste i en turbulent verden. Det er derfor positivt, at ministeren inden udgangen af 2026 gennemfører en evaluering af den danske betalingsinfrastrukturs robusthed. I Finans Danmark har vi selv iværksat et grundigt analysearbejde for at bidrage til denne evaluering,” siger Lars Gert Lose, administrerende direktør i Finans Danmark.
”Vi opfordrer samtidig til, at Danmark ikke ensidigt satser på én løsning i et betalingsmarked, der udvikler sig hurtigt. Det er afgørende at understøtte konkurrencen mellem forskellige betalingsløsninger og kundernes frihed til at vælge mellem flere betalingsløsninger,” siger Lars Gert Lose.
En vigtig forudsætning for de ønskede udviklingsinitiativer i aftalen er, at der skabes klarhed om økonomi, implementeringstidspunkt og teknisk gennemførelse. Det skal italienskejede Nets, som står bag Dankortet, sikre.