Finans Danmark finder det positivt, at der tages initiativ til at bringe den danske implementering i overensstemmelse med såvel konglomeratdirektivet (FICOD) og tilhørende delegerede forordning (FICOD DR). Finans Danmark finder dog, at der med lovforslaget lægges op til en strammere tilgang til det såkaldte supplerende kapitalkrav, end hvad der følger af både konglomeratdirektivet og af retningslinjerne om tilsynspraksis fra Joint Committee on Financial Conglomerates (JCFC), samt øvrige EU-landes implementering. Finans Danmark opfordrer i den forbindelse til, at der gennemføres et nabotjek af andre landes implementering af konglomeratdirektivet, så der sikres en dansk implementering, der ikke giver anledning til overimplementering eller grundlag for en strammere tilsynsmæssig praksis end tilfældet er i øvrige EU-lande.
Herudover har Finans Danmark bemærkninger til bl.a. ændringen af free float kravet i lov om kapitalmarkeder samt implementeringen af FAIF-UCITS I- direktivets krav om udpegning af to fuldtidsansatte, der fastlægger virksomhedens forretningsadfærd.