Tallene viser blandt andet:
-
I juni måned blev der i alt indhentet 13.487 lånetilbud. Disse tilbud relaterede sig til forskellige formål, herunder ejerskifte, nybyggeri, omlægning af eksisterende lån samt tillægslån. Det svarer til en stigning på lige knap 25 pct. sammenlignet med juni sidste år.
-
Af de 13.487 lånetilbud i juni måned var 6.172 relateret til boligkøb. Det svarer til en stigning på 22,6 pct. sammenlignet med samme måned sidste år. Man skal fire år tilbage for at finde en juni måned med flere lånetilbud til boligkøb.
-
Landsdelene Østjylland og København by ligger øverst på listen, hvad angår indhentede lånetilbud til boligkøb. Her er antallet af lånetilbud steget med henholdsvis 35,4 og 34,8 pct
-
Ligeledes indhentede danskerne 7.103 lånetilbud til omlægning eller tillægslån af deres realkreditlån, hvilket svarer til en stigning på 28 pct. sammenlignet med samme måned sidste år.
"Interessen for lånetilbud til boligkøb er på det højeste niveau siden inflationskrisen. Aktiviteten er især steget i København og Østjylland – men vi ser også en tydelig fremgang på tværs af resten af landet. På trods af stigende boligpriser ser vi en stærk efterspørgsel, som blandt andet er drevet af faldende renter og en robust dansk økonomi. Mange husholdninger har oplevet lønstigninger, og det kan være med til at giver køberne mod på at træde ind på boligmarkedet," siger Peter Jayaswal, underdirektør for realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling i Finans Danmark, og tilføjer:
"Når vi samtidig ser en markant stigning i antallet af lånetilbud til både omlægning og tillægslån, tyder det på, at danskerne er opmærksomme på de muligheder, som den danske realkreditmodel giver for at optimere deres boligøkonomi.”