Der er stort fokus på energiforbedringer og energiforsyning, og Ruslands krig i Ukraine har gjort det endnu mere aktuelt, at vi som samfund kommer i mål med den bæredygtig omstilling, og frigør os fra olie og gas fra Rusland. Her er energirenovering af boliger en helt central indsats.
Det er vigtigt at tage udgangspunkt i boligejerens situation, og gøre det så enkelt som muligt for boligejerne at energiforbedre, energirenovere eller udskifte fyr til en mere bæredygtig varmekilde. Vi ser meget positivt på, at det gøres mere enkelt for boligejere at søge tilskud fra Energirenoveringspuljen og at ejere af bygninger med energimærke D også får mulighed for at søge midler fra Energirenoveringspuljen.
Den finansielle sektor yder et stort bidrag til de vigtige samfundsmæssige opgaver, vi står overfor med grøn omstilling og frigørelse fra gas og olie fra Rusland i den aktuelle geopolitiske situation. Men det er en forudsætning for, at den finansielle sektor kan finansiere energirenoveringer mv., at der er efterspørgsel efter det fra danskerne. Vi opfordrer derfor til, at der informeres endnu mere og endnu tydeligere til boligejerne om, hvad der er for nogle udfordringer, vi som samfund står over for, og hvordan den enkelte boligejer kan skabe en gevinst for sig selv og for samfundet. I lyset af det reviderede bygningsdirektiv kan der også være behov for at gentænke udformningen og størrelsen af de offentlige ordninger, så energirenovering gøres enkelt og tilgængeligt for boligejerne, og boligejerne mødes med de rette økonomiske incitamenter.