Man kan ikke altid lige se det. Men under overfladen kører et kæmpe finansielt og økonomisk maskinrum, der bidrager til at holde samfundet kørende og sikrer fremdrift og økonomisk vækst for både husholdninger og virksomheder.
Finanssektoren er det centrale tandhjul i økonomien og spiller en afgørende rolle i små og store begivenheder i danskernes liv og virksomhedernes livsfaser. I dag har sektoren udlån for 4.100 mia. kr. til private og virksomheder, og den sikrer rådgivning, lånemuligheder og gør det nemt og hurtigt at foretage betalinger og overførsler. Den står robust i tider med udfordringer, og især i tider med omvæltninger har finanssektoren historisk spillet en stor rolle for udviklingen af samfundet.
”Vi står i en brydningstid, hvor geopolitisk uro, handelsbarrierer og en rivende teknologisk udvikling stiller enorme krav til samfundets omstillingsevne. I over 200 år har finanssektoren spillet en afgørende rolle ved store samfundsomstillinger i Danmark. Det gør vi i dag, og det skal vi også gøre fremover. Finanssektoren vil gerne påtage sig et betydeligt medansvar for udviklingen som det centrale tandhjul, der drejer under de danske husholdninger og under dansk økonomi,” siger Lars Gert Lose, adm. direktør i Finans Danmark.
Rapporten peger på, hvordan sektoren sikrer velstand og vækst, ligesom den fungerer som en hjælpende hånd i tider med udfordringer. Et eksempel er tiden under corona-pandemien, hvor bankerne ydede milliardlån til over 5000 virksomheder for at undgå, at ellers sunde virksomheder ville bukke under. Ifølge Lars Gert Lose er sektoren klar til at yde nye bidrag, men det kræver samarbejde og rammer, der styrker sektorens konkurrenceevne.
”Vi er som sektor afhængig af, at vi har konkurrencedygtige rammer, så vi kan bidrage med lån og rådgivning på attraktive vilkår - og dermed understøtte danskernes økonomi i en tid med højere leveomkostninger og i turbulente tider,” siger Lars Gert Lose.
Læs hele rapporten her.