Tallene viser blandt andet:
- I juli blev der indhentet 17.171 lånetilbud, hvilket er en stigning på 36,8 pct. sammenlignet med juli 2024.
- 9.044 af disse tilbud blev givet til eksisterende boligejere med henblik på omlægning af deres nuværende lån eller optagelse af tillægslån. Det svarer til en stigning på 59,6 pct. i forhold til samme måned sidste år.
- Antallet af lånetilbud stiger normalt i januar, april, juli, oktober, da der i disse måneder er opsigelsesfrist for boligejere, der ønsker at indfri deres lån og omlægge det forud for næste termin.
”Renteudviklingen i 2022 førte til øget interesse for låneomlægninger, da flere boligejere havde mulighed for at reducere deres restgæld ved at konvertere deres fastforrentede lån med lav rentekupon til et nyt fastforrentet lån med højere rente eller et variabelt forrentet lån,” siger Peter Jayaswal, underdirektør for realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling i Finans Danmark, og fortsætter:
”Siden da har den lange rente stort set været uændret, så muligheden for igen at omlægge sit fastforrentede lån til et nyt fastforrentet lån med lavere rente er begrænset for mange. Til gengæld er den korte rente faldet det seneste år, hvilket kan have fået nogle boligejere til at skifte fra fast til variabel rente for at reducere den månedlige ydelse. Det kan være med til at forklare den stigning i omlægningsaktivitet, vi har set i forhold til sidste år. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at hvis man skifter et fastforrentet lån ud med et variabelt forrentet lån, er der en risiko for, at renten kan stige og dermed øge den månedlige ydelse. Den risiko er der ikke ved et fastforrentet lån.”
