Debatindlæg bragt på Finans.dk den 8. april under overskrift "Kønsskævhed på vidensuddannelser rammer finanssektoren".
Af Morten Schønning Madsen, Finans Danmark/Arbejdsgiver, Steen Lund Olsen næstformand i Finansforbundet og Per Bruun Brockhoff, rektor for IT-Universitet i København
Danmark står over for en udfordring: Alt for få kvinder vælger en IT- eller STEM-uddannelse (Science, Technology, Engineering & Mathematics). Det har store konsekvenser – ikke mindst for finanssektoren. Hvis vi ikke vender udviklingen, risikerer vi at gå glip af kvindelige talenter. De opgaver, vi står overfor både som sektor og samfund, kræver, at vi får alle talenter i spil.
Finanssektoren bliver gradvist mere og mere kompleks. Digitalisering, compliance og bæredygtighed har skabt et stigende behov for medarbejdere med lange videregående uddannelser inden for især økonomi, IT og STEM. Den tendens genkender nok de fleste vidensintensive brancher.
Og vi har en fælles udfordring: Kvinderne er stadig en minoritet på IT- og STEM-uddannelserne. Det betyder, at vi allerede fra studiestart har en skæv kønsbalance, der selvsagt skaber problemer for erhvervslivets rekruttering. Hvis vi ikke får flere kvinder til at vælge IT- og STEM-fagene, bliver det meget svært at få et mere kønsbalanceret arbejdsmarked.
Der er flere forklaringer på, hvorfor så få kvinder vælger og gennemfører IT- og STEM-uddannelser. Dels mangler der rollemodeller og karrierevejledning, der kan synliggøre de mange jobmuligheder, som IT- og STEM-fagene giver. Dels er studiemiljøet en udfordring, når de vælger uddannelser, hvor deres køn er i mindretal. Det kan føre til, at de enten fravælger uddannelsen fra start eller forlader den undervejs. Derudover viser analyser, at mange piger allerede i grundskolen mister interesse for matematik og teknologi, ofte fordi undervisningen ikke appellerer til begge køn.
Hvis vi vil sikre en tilstrækkelig talentmasse inden for IT- og STEM-området og et mangfoldigt arbejdsmarked i fremtiden, skal vi handle nu. Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg har en åben høring om kvinder i IT- og STEM-fagene og tech-branchen. Det er et vigtigt fokus, som vi kun kan bakke op om. Vi har endda konkrete forslag til politikerne, uddannelsesinstitutionerne og os selv, som skal bidrage til en mere kønsbalanceret talentpulje på IT-og STEM-området i fremtiden.
Så en del af løsningerne findes allerede. Noget af det kan vi gøre selv – og vi er godt i gang. Finanssektoren har i årevis arbejdet med målsætninger for kønsfordeling i ledelsesgrupper, mentorordninger, netværksgrupper, talentprogrammer og kønsneutralitet i rekrutteringsprocesser. IT-Universitetet i København har haft succes med at udligne kønsbalancen blandt studerende ved at rekruttere og undervise med mangfoldighed for øje. Men det er et større samfundsstrukturelt problem. Derfor har vi også brug for, at politikerne hjælper til.
Vi har tre konkrete forslag:
- Sektordimensioneringen af uddannelser med stor efterspørgsel bør justeres
Folketingets universitetsreform fra 2023 indebærer en 10 % reduktion af optaget på bacheloruddannelserne fra 2025. Uddannelser inden for økonomi, IT og STEM bør fritages fra denne reduktion, da det ellers risikerer at forstærke den eksisterende kønsskævhed. Hvis optaget reduceres, vil det gøre studiemiljøet mindre attraktivt for kvinder, øge frafaldet og mindske talentpuljen for finanssektoren.
- IT- og STEM-uddannelser bør friholdes fra udflytningsaftalen
Aftalen om udflytning af videregående uddannelser fra de store byer betyder, at op til 10 % af universiteternes optag i de store byer skal udflyttes eller nedskaleres. Konsekvensen er, at fx ITU hvert år må afvise mange kvalificerede ansøgere. Det skaber udfordringer med at sikre en ”kritisk masse” af kvinder på it-uddannelserne generelt, der i forvejen er udfordret af en meget skæv kønsbalance. Det forstærker risikoen for, at de få kvindelige studerende falder fra.
- IT -teknologiske forløb for piger bør indføres i grundskolen
Interessen for STEM- og IT-fag falder markant hos piger i grundskolen. Derfor er det afgørende at udvikle specifikke forløb og programmer, der fastholder pigers interesse for teknologi og matematik tidligt i uddannelsesforløbet.
Hvis vi vil have en arbejdsstyrke, der afspejler kønsfordelingen i samfundet, skal vi sikre, at vi nedbryder de barrierer, som forhindrer flere kvinder i at vælge IT- og STEM-uddannelser som en spændende indgang til en attraktiv karrierevej. Det kræver en indsats fra alle – virksomheder, uddannelsesinstitutioner og politikere. Vi kan ikke vente længere. De kommende år bliver afgørende for, om vi kan vende udviklingen og sikre, at alle talenter får de samme muligheder. Danmark har ikke råd til at lade være.