Social-, Bolig- og Ældreministeriet har sendt lovudkast om ny finansieringsmodel for friplejeboliger i høring. Det foreslås, at friplejeboliger fremover skal omfattes af ordningen med 100 pct. statsgaranterede lån og obligationer til finansiering af almene boliger. Ordningen skal alene gælde i områder, hvor markedsvilkårene ikke gør det muligt at etablere ustøttede friplejeboliger.
Finans Danmark ser positivt på Regeringens intention om at muliggøre finansiering af friplejeboliger i videre omfang, end det er tilfældet i dag. Den foreslåede model, der i meget vidt omfang er en ”kopi” af den eksisterende ordning på det almene område, kan imidlertid være forbundet med en unødig kompleksitet, og desuden er der centrale forskelle mellem det almene område og friplejeboliger, som bør adresseres. Vi mener, at en meget enkel måde at muliggøre finansiering af friplejeboliger i videre omfang, end det er tilfældet i dag, er at fjerne det eksisterende loft på 75 pct. på statsgaranti til friplejeboliger, så der - som det tidligere har været muligt - kan stilles garanti op til 100 pct.
Hvis der ikke er opbakning hertil – og med ønsket om at bidrage til etableringen af en ordning, der i højere grad vil være anvendelig i praksis – peger Finans Danmark i høringssvaret på en række problemstillinger og elementer, der skal adresseres, hvis den foreslåede model reelt skal kunne finde anvendelse efter hensigten. Det drejer sig bl.a. om håndteringen af servicearealer, garanti på byggelån, kommunernes rolle i forhold til godkendelse og behovsprøvelse, aflønningsprovision og Landsbyggefondens rolle.
Vi opfordrer desuden myndighederne til - inden lovudkastet færdiggøres - i dialog med de enkelte institutter at afdække, hvordan den foreslåede model økonomisk hænger sammen, og sikre, at modellens udformning hverken økonomisk eller administrativt er en forhindring for anvendelse af modellen.