Det kan opleves som bøvlet, når man som bankkunde selv skal sørge for at videregive et fuldt overblik over ens bankaktiviteter fra en bank til en anden. Der kan være alt lige fra indlånskonto, opsparingskonto, pensionsopsparinger og investeringspapirer. Det bliver der nu lavet om på med eBankskifte.
”Vi er stolte af, at vi nu kan begynde udrulningen af dette system. Hvis du overvejer at skifte bank, vil eBankskifte sikre, at du får et mere præcist tilbud fra en ny bank. Og som bankkunde skal du ikke gøre andet end at give dit samtykke,” forklarer Ane Arnth Jensen, konstitueret administrerende direktør i Finans Danmark.
eBankskifte omfatter alle pengeinstitutter i Danmark. Som bankkunde vil man alene møde systemet som et klik i en samtykkeboks. Når samtykket er givet, kan de hundredvis af data, der ligger bag en kundes bankaftale, sendes fra den ene bank til den anden. På den måde undgår bankkunden at skulle tage eksempelvis skærmbilleder eller kopier af sine bankforretninger.
Som bankkunde får din nuværende bank ikke nogen information om, at en ny bank beder om indsigt i dit engagement. Hvis kunden vælger ikke at skifte bank, bliver alle oplysninger slettet igen.
Sund konkurrence mellem bankerne
I forvejen er det let at skifte bank i Danmark. Seneste undersøgelse viser, at danske bankkunder er blandt de mest mobile i EU. eBankskifte sikrer en fortsat sund konkurrence i sektoren.
Med den nye løsning og den tidligere løsning e-engagement - der sikrer at flytningen fra en bank til en anden går automatisk - er der tale om investeringer i omegnen af en kvart milliard kroner alene i etableringsomkostninger. Dertil kommer udgifter til den løbende drift af først e-engagement og fremover også eBankskifte.
eBankskifte ventes at være fuldt oppe at køre i løbet af få måneder.