Lovforslaget indeholder ændringer til en række love på Erhvervsministeriets område, herunder selskabsloven og lov om finansiel virksomhed, og er en opfølgning på regeringens forslag til finansloven for 2025. Finans Danmark støtter overordnet, at regeringen løbende forholder sig til, hvilke opgaver statsadministrationen skal varetage, så myndighedernes ressourcer bruges bedst muligt i samfundets interesse.
Konkret opfordrer vi til, at man fra myndighedernes side er opmærksom på behovet for vejledning og en ny kontrolindsats af kapitalejerlån i forhold til de almindelige generelle selskabsregler, hvis man vælger at ophæve selskabslovens §§ 210 – 212 om kapitalejerlån og dermed den hidtidige kontrolindsats rettet mod de specifikke bestemmelser. Vi støtter overordnet forslaget om afskaffelse af fit-vurderingen af bestyrelsesmedlemmer i mindre finansielle virksomheder, som vi vurderer, ikke vil påvirke den finansielle stabilitet.