Ved udgangen af september var der 34.222 parcel- og rækkehuse til salg landet over. Det er omkring 14 pct. flere end på samme tidspunkt sidste år. Priserne, som huse annonceres til, er på landsplan de højeste nogensinde. Et typisk hus på 140 kvm. står nu til salg til 2,9 mio. kr., det er godt 100.000 kr. mere end for et år siden.
”For danskere på husjagt er det positivt, at der er kommet flere valgmuligheder, og vi skal faktisk tilbage til efteråret 2019 for at finde et tidspunkt, hvor der var flere huse til salg end nu. Sælgerne forlanger højere priser, men som køber, kan man glæde sig over, at renterne er faldet. Skal man låne til sit boligkøb, er det nu billigere end tidligere,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Godt tre ud af ti boligejerne forventer stigende priser
I en ny Epinion-undersøgelse, foretaget for Finans Danmark, har vi spurgt boligejerne til deres forventninger til prisudviklingen på deres bolig. Hver anden boligejer svarer, at de forventer uændrede boligpriser det kommende år. Lidt flere end tre ud af ti boligejere forventer, at boligpriserne vil stige.
”I går udkom en ny vismandsrapport fra De Økonomiske Råd, og her vurderer de økonomiske vismænd, at der er potentiale for yderligere prisfremgang på boligmarkedet. Det stemmer nogenlunde overens med boligejernes egne forventninger, selvom mange boligejere forventer uændrede priser. Sælgerne af huse er generelt optimistiske, når de sætter udbudsprisen på deres hus. Men der skal som bekendt to parter til en handel, og med de højeste udbudspriser på huse nogensinde, bliver det interessant at se, om køberne også er med på, at priserne skal stige det kommende år,” siger Peter Jayaswal.