Mange har hørt om de triste historier, hvor søgen efter kærlighed og selskab på nettet, ender med en tømt bankkonto. Desværre fortsætter svindlerne med deres skruppelløse metode.
I første halvdel af 2024 registrerede bankerne 217 kærlighedssvindelsager. De kriminelle slap i første omgang afsted med i alt 20,6 mio. kroner. Men heldigvis blev en del stoppet, og tabet endte med 9,7 mio. kroner. Alligevel betyder det, at danskere er blevet kærlighedssvindlet for næsten dobbelt så mange penge sammenlignet med anden halvdel af 2023.
”Det er i gennemsnit knap 45.000 kroner, som hvert enkelt offer bliver svindlet for. Og et er pengene, noget andet er det følelsesmæssige, når man opdager, at den relation, man har haft til et andet menneske, var fup og svindel. Det kan være en barsk oplevelse,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
Stort mørketal
De nye tal fra bankerne dækker alene over de sager, hvor ofrene selv har kontaktet banken, eller hvor banken har gjort ofrene opmærksomme på, at de er blevet udsat for svindel.
”Derfor er der også god grund til at antage, at tallet er langt højere. Vi ved, at det er en svindelform, som mange ofre er flove over at dele med andre. Og mange deler det heller ikke med banken. Derfor er der efter alt at dømme et stort mørketal, når det kommer til kærlighedssvindel,” siger Michael Busk-Jepsen.
Hvis ofrene skal gøre sig forhåbninger om, at pengene kan komme tilbage, er tid en afgørende faktor.
”Pengene er desværre rigtig hurtigt fordelt ud på konti og derfra forsvundet ved hjælp af muldyr. Så hvis banken skal have mulighed for at få pengene tilbage til de svindlede kunder, så kræver det, at man hurtigt reagerer, hvis man tror, man har været udsat for svindel. Og allerbedst er det, hvis man helt undlader at sende penge til nogen, man ikke kender godt eller ikke har mødt,” siger Michael Busk-Jepsen.