Af Morten Schønning Madsen, direktør Finans Danmark / Arbejdsgiver
Pension og pensionsalder har i de seneste måneder fyldt godt i den politiske debat.
Statsministeren skød den politiske sæson i gang med at varsle genåbning af Velfærdsforliget fra 2006 og genforhandling af den automatiske levetidsindeksering af folkepensionsalderen. Det betyder, at den sidste gang, der skal stemmes om automatisk indeksering med fuldt gennemslag i Folketinget, er, når pensionsalderen næste år fastsættes til 70 år.
At folkepensionsalderen fastsættes af Folketinget, respekterer vi naturligvis. Og der er mange gode argumenter for en ny indeksering af folkepensionsalderen, sådan som Pensionskommissionen også kom frem til i 2022. Ikke mindst retten til gode leveår, mens man er på pension.
Men som arbejdsmarkedspart synes vi, at det er afgørende, at debatten om pensionsalder ikke kun handler om rettigheder for den enkelte, men også holdes op mod de overordnede samfundsinteresser, der handler om, hvordan vi sammen fastholder et produktivt samfund. Det er ikke alene en forudsætning for et sundt pensionssystem, men for hele velfærden i bred forstand.
En debat om ændringen af pensionsalder bør derfor også handle om, hvordan vi sikrer et tilstrækkeligt og relevant arbejdsudbud, som en afgørende forudsætning for at fastholde og udbygge velfærd.
Hvis folkepensionsalderen f.eks. måtte blive fastfrosset på 70 år fra 2040, som nogle politikere synes at mene er den rigtige vej at gå, vil det ifølge Pensionskommissionen medføre, at arbejdsudbuddet reduceres med 200.000 fuldtidspersoner frem mod år 2100. Desuden vil det lægge beslag på ca. 45 mia. kr. årligt, som kræver omprioriteringer i finanspolitikken, hvis vi skal bevare den økonomiske holdbarhed.
Allerede frem mod 2030 bliver der færre unge og flere ældre
Derfor har vi brug for, at politikerne – ved siden af spørgsmålet om indeksering af pensionsalderen - for alvor tager fat på alle de reformer, der kan øge arbejdsudbuddet. For alle, der ønsker at være ansvarlige, bliver også nødt til at forholde sig til, at vi står over for en demografisk udvikling, som påvirker arbejdsudbuddet negativt.
Regeringen forventer selv, at der allerede frem mod 2030 vil være 32.000 færre i den erhvervsaktive alder (15-66 år), mens antallet af personer over 69 år stiger med mere end 100.000 personer. Og den demografiske forskydning mod flere ældre fortsætter frem mod 2050.
Er arbejdskraft stadig den nye valuta?
Det er kun godt et år siden, at statsministeren slog fast, at den nye tids væsentligste valuta i dansk politik ikke længere er penge som sådan, men at vi slet ikke kan bruge pengene, hvis der ikke er nok medarbejdere til rådighed.
Finansministeriet fulgte op i 2030-analysen og konkluderede tørt, at udsigten til en afdæmpet beskæftigelsesudvikling ikke modsvarer de samfundsudfordringer, vi står over for.
Finansministeriet slog samtidig fast, at private virksomheder skal have adgang til kvalificerede medarbejdere, så virksomhederne fortsat kan være innovative og vokse. Det kræver, at flere får de kompetencer, som efterspørges i virksomhederne.
Vi kunne ikke være mere enige.
Der er med andre ord behov for at føre en politik, som kan uddanne, fastholde og rekruttere mennesker med de rette færdigheder.
Gennem de seneste år er den økonomiske vækst i Danmark i høj grad drevet af medicinalindustrien, mens de private serviceerhverv givet deres størrelse og sammensætning vil spille en afgørende rolle for væksten i de kommende år. Det er brancher som restauranter og supermarkeder, men også it-konsulenter og den finansielle sektor. Ligesom andre dele af det vidensintensive arbejdsmarked kommer vi i finanssektoren også til at efterspørge højtuddannet arbejdskraft de næste mange år. Og vi kommer til at mangle den, hvis vi ikke gør noget.
Derfor handler diskussionen om arbejdskraft ikke bare om flere hænder, men også om kvalifikationer.
Vi har nogle bud på, hvor det er oplagt at tage fat, nemlig uddannelse og forskning, rekruttering af international arbejdskraft, tidlig tilbagetrækning og sygefravær.
Uddannelse og forskning
Vi bliver som samfund nødt til fortsat at investere mere i uddannelse og forskning.
Det er ikke et nulsumsspil. Tværtimod. Vi anerkender behovet for, at der uddannes flere på velfærdsuddannelserne. Men Danmarks økonomiske fremtid vil i høj grad også hvile på dem, der er uddannet inden for naturvidenskab, it-området samt økonomi og finansiering. Derfor er det mindst lige så vigtigt at sikre, at vi får uddannet flere af dem, der bidrager til den økonomiske vækst. Universiteterne skal have mulighed for at uddanne flere af dem, der er efterspørgsel på. Det rimer regeringens dimensioneringstiltag desværre ikke på.
International arbejdskraft
Vi skal også blive bedre til at tiltrække højtuddannede internationale talenter for at sikre danske virksomheders udvikling og globale konkurrenceevne.
Der en global konkurrence om at tiltrække de helt rigtige højtuddannede talenter og specialister fra hele verden. Men en række lovgivningsmæssige og praktiske barrierer gør det i dag svært at tiltrække internationale talenter og højtuddannede specialister til danske virksomheder.
Analyser viser i øvrigt, at det godt kan betale sig. Hver gang vi rekrutterer en højtuddannet specialist fra udlandet, viser en analyse fra DI, at de i gennemsnit bidrager med 183.000 kr. årligt til statskassen. Læg dertil alle de job, der skabes, når virksomhederne kan udvikle sig.
Tidlig tilbagetrækning
Tilbagetrækning før pensionsalderen er med til at mindske arbejdsudbuddet. Derfor er politikerne også nødt til at se på den samlede palet af tidlig tilbagetrækningsmuligheder, ligesom vi i virksomhederne har en interesse i at se på, hvordan vi får vores medarbejdere til at ”blive lidt længere” på arbejdspladsen.
Som samfund skal vi sikre, at dem, som ikke kan arbejde, har værdige tilbagetrækningsmuligheder.
På den anden side har vi også en fælles interesse i at finde nye veje, der styrker mulighederne for og incitamenter til at kunne blive på arbejdsmarkedet så længe som muligt – også selvom man har fået fysiske eller psykiske skavanker. Som bekendt ligger værdien af arbejdet for de mange ikke alene i det, der kommer ind på kontoen hver måned.
Det er noget, vi i finanssektoren længe har haft fokus på – med gode resultater. Vi har mange seniorer, som vælger at blive på arbejdspladsen, fordi de finder arbejdet meningsfuldt. Vi ved godt, at arbejdspladser og vilkår er forskellige, og at det vores branche gør, ikke kan overføres 1-1 til andre. Men der brug for en ny dialog om, hvordan vi på hele arbejdsmarkedet kan gøre tingene bedre.
Sygefravær
En helt central kilde til øget arbejdsudbud er lavere sygefravær. DA peger i en analyse på, at det gennemsnitlige antal sygefraværsdage pr. fuldtidsansat var 15,1 i den offentlige sektor, men kun 8,8 dage i den private sektor.
Der kan være mange grunde til et højere sygefravær i den offentlige sektor. Men selv i stillinger, hvor arbejdsopgaverne må forventes at ligne hinanden på tværs af sektorer, er sygefraværet højere i den offentlige sektor - 4 til 8 sygefraværsdage mere – også når der korrigeres for medarbejdernes køns- og alderssammensætning.
Vi respekterer, at det er Folketinget, der bestemmer pensionsalderen. Men det kan ikke stå alene. Politikerne har et ansvar for at være lige så ambitiøse, når det handler om at finde løsninger på fremtidens arbejdsudbud og kvalificeret arbejdskraft.
Vi er klar til dialog.
