Det er i år 10 år siden, at overenskomstforhandlingerne i finanssektoren mundede ud i et helt nyt, fælles initiativ for at styrke kompetenceudviklingen i sektoren. Forhandlingsparterne blev dengang enige om via overenskomsten at etablere en fælles pulje til kompetenceudvikling af medarbejdere og virksomheder til fremtidens finansielle sektor.
Her – ti år senere – er der afholdt over 62000 kompetencegivende forløb i Finanskompetencepuljens regi.
”Finanskompetencepuljen er et resultat af helt særligt samarbejde i sektoren, hvor vi i fællesskab investerer i kompetenceudvikling for både medarbejdere og virksomheder. I løbet af de seneste ti år har vi derfor via Finanskompetencepuljen kunnet tilbyde et stadig stærkere udbud af helt aktuelle uddannelsestilbud, som man både kan søge som arbejdsplads og enkeltperson. Det er afgørende i en sektor, hvor udviklingen går stærkt, og det er en fælles indsats, som giver rigtig stor værdi hele vejen rundt,” siger Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet.
”Vi ser finanssektorens medarbejdere som vores vigtigste råstof. Deres kompetencer og engagement er afgørende for de finansielle virksomheders produktivitet, konkurrenceevne og bidrag til samfundet. Derfor er vi også stærkt optaget af at investere løbende i udviklingen af medarbejdernes potentiale, så de fortsat kan være med til at skabe vækst og udvikling i Danmark. Med Finanskompetencepuljen har vi en unik mulighed for at give vores medarbejdere det nødvendige kompetenceløft inden for blandt andet ny teknologi og bæredygtighed,” siger Morten Schønning Madsen, direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver.
Større efterspørgsel end nogensinde før
Man kan ansøge puljen både som enkeltmedarbejder eller som virksomhed. I 2023 har Finanskompetencepuljen godkendt 10.001 kompetenceforløb for medarbejdere i finanssektoren, som er den største efterspørgsel siden puljens etablering i 2014.
De mest efterspurgte kursusforløb i 2023 var inden for bæredygtighed, digitalisering, forandringsledelse og agile projektledelsesmetoder.
Finanskompetencepuljen har et bredt udsnit af kompetenceudviklingstilbud, som bliver udviklet løbende med udgangspunkt i de konkrete behov i den finansielle sektor. Kompetencepuljen har bl.a. haft et omfattende forløb målrettet grøn omstilling og bæredygtighedselementet i finansiel rådgivning.
Udbuddet af kursustilbud afspejler hele tiden konkret efterspørgsel i den finansielle sektor og tilpasses løbende fremtidige behov hos virksomhederne.
Fakta om finanskompetencepuljen
- Finanskompetencen blev etableret ifm. overenskomstforhandlingerne i finanssektoren i 2014. Fra 1. juli 2024 indbetaler virksomhederne 755 kr. pr. år. pr. medarbejder til puljen.
- Man kan ansøge puljen både som medarbejder og som virksomhed og formålet med puljen er at matche kompetenceudviklingsbehov gennem fokus på fremtidens arbejdsmarked og imødekomme både aktuelle og fremtidige kompetencebehov.
- I dag tilbyder Finanskompetencepuljen en bred palette af kurser, der er skræddersyet til virksomhedernes kompetencekrav og de ansattes kompetencebehov gennem et tæt samspil med anerkendte uddannelsesinstitutioner