Nybagte fædre i finanssektoren har længe ligget helt i front, når det kommer til at tage barselsorlov på det private arbejdsmarked. I landets banker og realkreditinstitutter afholdt hele 89 pct. af fædrene, der fik et barn i 2022, barsel i barnets første leveår. Det er en positiv tendens – og den fortsætter.
Udviklingen skyldes primært tre ting: lovændring som har øremærket en større del af barslen til fædre, finanssektorens seneste overenskomst, som ligestillede retten til betalt barsel mellem fædre og mødre, og en general opbakning fra ledelserne i finanssektoren.
Ifølge Danmarks Statistiks tal for barselsdagpenge er barselslængden for nybagte fædre i landets banker og realkreditinstitutter steget fra 9,9 uger for børn født i 2021 til 10,9 uger for børn født i 2022. Og vores egne data viser også en markant stigning fra 2022 til 2023, hvor den gennemsnitlige barselslængde for fædre er steget med knap 8 pct., mens den for mødre er faldet med godt 5 pct.
At flere mænd tager barsel - og mere af den - er en sejr ikke kun for familien, men også for ligestillingen og samfundet.
Når mænd tager barsel, bryder de med den traditionelle rollefordeling og viser, at omsorgsarbejde ikke er kønsbestemt. Det giver kvinder bedre muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet og fortsætte deres karriere. Det giver samtidig en positiv indvirkning på kvinders pensionsopsparing og ligeløn generelt. Samtidig får mænd mulighed for at opbygge stærkere bånd til deres børn i disse formative måneder. Det er win-win.
Det er ikke kun familierne, der nyder godt af udviklingen. Virksomhederne oplever også fordele. Medarbejdere, der har mulighed for at tage barsel, føler sig mere værdsat og loyale over for deres arbejdsgiver. Dette fører til øget medarbejdertilfredshed og lavere personaleomsætning.
I finanssektoren ønsker vi at gå foran. Og vi vil gerne tjene som et forbillede for andre brancher. Det var en afgørende årsag til, at vi ved seneste overenskomstforhandling ligestillede retten til barsel. Alle medarbejdere i finanssektoren har nu ret til 26 ugers barsel med fuld løn og pension. For fædre og medmødre er det en udvidelse på 10 uger i forhold til den tidligere overenskomst. Og dermed er finanssektoren den første i Danmark med en overenskomst med 26 ugers barsel.
Finanssektorens tilgang til barsel er ikke blot en overenskomstmæssig sejr, men afspejler også en understøttende kultur på arbejdspladserne i vores sektor. Det er altså ikke kun reglerne, der gør det muligt for flere fædre at vælge barslen til, men også organisationens, ledelsens og kollegaernes opbakning.
Vi er stolte af, at vi går forrest – og allerede kan se de første positive udviklingstendenser af vores indsats. Og vi håber, at vores erfaringer kan inspirere andre sektorer til at følge trop. Så vi sammen skaber en fremtid, hvor balance mellem arbejdsliv og familieliv ikke er en kønsbetinget udfordring, men en fælles mulighed for alle.