Nye tal fra de europæiske investeringsfondes samarbejdsorganisation, EFAMA, viser at perioden 2020-2023 var præget af usædvanligt store udsving på investeringsmarkederne. Perioden har budt på både negative og positive afkast, der i historisk sammenhæng nærmer sig eller tangerer tidligere rekorder.
Ifølge EFAMA er der på trods af de omskiftelige markedsforhold samlet set investeret nye midler i europæiske investeringsfonde for 1.260 mia. euro over de fire år. Det svarer til 11,4 pct. af markedsværdien af samtlige fonde ved begyndelsen af 2020. Kun i 2022, der afkastmæssigt må betegnes som et rædselsår, vendte pengestrømmene, og der blev i alt trukket penge ud svarende til 1,3 pct. af formuen ved starten af 2022.
Danske detailfonde placerer sig flot i en europæisk sammenhæng. Over perioden er der netto investeret 23,4 mia. euro i danske detailfonde, hvilket svarer til 16,3 pct. af formuen ved starten af 2020. Også for danske fondinvestorer var 2022 en prøvelse. Det år blev der netto solgt danske detailfonde svarende til 0,6 pct af formuen ved årets start, hvilket dog er betydeligt mindre end for alle europæiske fonde under ét.
Sammenlignet med de øvrige nordiske lande har interessen for at investere i danske detailfonde også været ganske stor. Kun norske detailfonde har med en samlet tilgang svarende til 17,5 pct. af formuen ved starten af 2020 set en større tilstrømning af nye midler. I Finland og Sverige har nettokøbet været mere behersket med en samlet tilgang på henholdsvis 8,6 og 9,7 pct. at formuen ved starten af 2020.
”De store udsving, som investeringsmarkederne har været igennem i perioden viser, at interessen for at investere i fonde har været ganske robust på europæisk plan som helhed. At dårlige afkast i enkelte år kan smitte af på interessen i de følgende år, er forventeligt, men tallene viser, at den underliggende interesse for at investere hurtigt indfinder sig igen. Danske fondes fine placering er særligt opmuntrende og tegner godt for udviklingen i den danske investorkultur,” siger investeringschef Kåre Valgreen, Investering & Opsparing i Finans Danmark.
Stor interesse for obligationsfonde i 2023.
I 2023 blev der efter frasalgene i 2022 igen investeret nye midler i detailfonde på tværs af Europa. Niveauet var dog lavere end i årene 2020 og 2021.
Tallene fra EFAMA viser, at især obligationsfonde var i fokus hos investorerne over hele Europa i 2023. Interessen for obligationsfonde skal givetvis ses som en naturlig reaktion på de hastigt stigende renter, der satte ind i løbet af 2021/22. Obligationsfonde var den kategori af fonde, der så den største tilgang af nye midler såvel for Europa som helhed som for samtlige nordiske lande. Mest markant var interessen blandt norske investorer, hvor tilgangen af nye midler til obligationsfonde udgjorde 8,6 pct. i forhold til formuen ved årets begyndelse. Danske obligationsfonde fik tilført nye midler svarende til godt 4 pct. af formuen ved årets start.
Spejlbilledet af den store interesse for obligationsfonde i 2023 var et frasalg af blandede fonde. For samtlige europæiske fonde udgjorde frasalget knap 6 pct, af formuen ved årets begyndelse. Med undtagelse af Finland genfindes samme tendens blandt nordiske detailfonde. Norske blandede fonde så med et nettosalg på 5,6 pct. det største frasalg blandt nordiske detailfonde.