Danske børn får lommepenge. Helt konkret får fire ud af fem børn og unge mellem 11 og 17 år lommepenge af deres forældre, mens det for dem mellem 6 og 10 år er tre ud af fem. Det viser nye tal fra Epinion.
”Lommepenge er en vigtig måde at lære om penges værdi og øve sig på at få pengene til at slå til og måske endda spare op. På den måde tjener lommepenge et vigtigt formål i børns læring om økonomi,” siger Niels Arne Dam, cheføkonom i Finans Danmark.
Og økonomi og finansiel forståelse er vigtigt at lære om allerede som barn. Derfor er uge 11 hvert år forbeholdt Pengeuge, hvor alle landets skoler er inviteret til at deltage i den undervisning, som Finans Danmark har udviklet i samarbejde med Danmarks Matematiklærerforening og forlaget Forstå. I år får over 14.000 elever besøg af en gæsteunderviser fra en af landets banker i forbindelse med undervisningen.
”Vi ved desværre, at mange unge ikke får de redskaber, de har brug for, for at kunne styre deres økonomi. Og for nogle betyder det, at de meget tidligt i livet havner i økonomiske problemer. Nogle ender tilmed som dårlige betalere og registreret i RKI. Derfor håber vi, at undervisning allerede i folkeskolen kan gøre dem bedre i stand til at passe på pengene senere hen og træffe kloge valg”, siger Niels Arne Dam.
Forskelle i lommepengene
Her kan lommepenge fra forældrene også lære børnene om penges værdi.
Der er dog stor forskel på, hvor meget børn får i lommepenge.
Ifølge rundspørgen fra Epinion får de fleste børn mellem 6 og 10 år under 100 kroner, mens børn i alderen mellem 11 og 14 år oftest får mellem 50-200 kroner. Børn i alderen mellem 15 og 17 år får oftest mellem 200-500 kroner.
Det er samtidig meget forskelligt, om lommepengene kommer fast eller blot ved lejlighed.
Mens de ældste oftest får et fast beløb om måneden, må de yngre i højere grad affinde sig med at få lommepenge en gang i mellem, eller når de beder om penge til noget konkret.
Tallene viser også, at pengene ikke længere havner i en sparebøsse i kontanter men på en konto med tilhørende hævekort. Hele 32 procent af børn mellem 6 og 10 år har et hævekort. Når de bliver mellem 11 og 14 år, er andelen vokset til 70 procent, mens der stort set ikke er nogen uden et hævekort i alderen mellem 15 og 17 år – faktisk færre end 2 procent.
Hvor mange penge giver du dit barn i lommepenge om måneden? |
0-5 år | 6-10 år | 11-14 år | 15-17 år | Total | |
1-50 kr. | 50,1% | 20,5% | 8,3% | 0 | 12,1% |
51-100 kr. | 27,6% | 44,1% | 31,2% | 8,9% | 27,3% |
101-200 kr. | 22,3% | 16,2% | 35,6% | 33,5% | 29% |
200-500 kr. | 0 | 13,7% | 21,6% | 43,8% | 24,8% |
Over 500 kr. | 0 | 5,5% | 3,2% | 13,8% | 6,8% |
Kilde: Epinion for Finans Danmark (2023)
Se alle tal fra Epinion