Udkastet udmønter lovforslag L 41 om etablering af statsgaranti på lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med en anden opvarmningskilde i landdistriktsområder uden for fjernvarmenettet, som i øjeblikket behandles i Folketinget. Der er med rette stort fokus på energiforbedringer og energiforsyning. Den finansielle sektor står klar til at tilbyde lån uden oprettelsesgebyrer til udskiftning af olie- og gasfyr, som en del af Finans Danmarks aftale med regeringen om kampagnen ”Fyr dit fyr”. Det er vigtigt for den grønne omstilling at få skiftet danske boligers olie- og gasfyr ud med bæredygtige varmekilder, der også er billigere i drift for den enkelte boligejer. Ruslands krig i Ukraine har gjort det endnu mere aktuelt at blive uafhængig af fossile brændsler.
Finans Danmark finder det derfor positivt, at man politisk vil hjælpe de boligejere, der kan have svært ved at finansiere udskiftningen af varmekilden. Med denne bekendtgørelse udmøntes en række hjemmelsbestemmelser i det fremsatte lovforslag.
Som vi anførte i vores høringssvar til lovudkastet, er muligheden for at få en statsgaranti målrettet boligejere med en robust økonomi. Det er fornuftigt, da det er i alles interesse, at der kun ydes lån til boligejere, der har økonomi til løbende at betale lånets renter og afdrag. Men det betyder også, at boligejere med svag økonomi ikke kan få et lån trods statsgaranti. Kravet om, at lånet til udskiftning af varmekilden samtidig skal kunne rummes inden for 80 pct. af ejendommens kontantværdi, betyder, at statsgarantimodellen kun er mulig for boligejere med en væsentlig friværdi, der må formodes ikke at have behov for en statsgaranti. Til gengæld kan statsgarantimodellen ikke hjælpe de boligejere, som har robust økonomi til at kunne optage et lån, men ikke har tilstrækkelig friværdi som sikkerhed for lånet. Det er således svært at se, at statsgarantimodellen kan få nogen relevans af betydning.
Det er en betingelse for at være omfattet af statsgarantiordningen, at den pågældende ejendom ligger i et område, hvor der ikke er etableret fjernvarme, og hvor der ikke er udsigt til, at der bliver mulighed for tilkobling til fjernvarmenettet. Finans Danmark slår i høringssvaret til bekendtgørelsen fast, at baggrunden for sagsbehandlingen i kreditinstituttet og en eventuel ansøgning på vegne af kunden om en statsgaranti vil være det brev, som den enkelte boligejer har modtaget fra sin kommune om den konkrete ejendoms mulighed for at blive koblet på fjernvarmenettet.