Finanstilsynet har sendt udkast til en ny tilsynsvejledning, der indfører overdækning til NEP-/gældsbufferkravet, i høring. Finanstilsynet har for to år siden forsøgt at indføre en tilsvarende vejledning, men valgte at udskyde vejledningen på daværende tidspunkt med den begrundelse, at man ønskede at følge udviklingen i praksis på området nationalt og internationalt.
Her to år efter Finanstilsynets første forsøg på at indføre et overdækningskrav viser det sig dog, at ingen andre EU-lande har indført en tilsvarende skærpelse af NEP-/gældsbufferkravet som det danske Finanstilsyn ønsker. Ved at udstede vejledningen nu fraviger Finanstilsynet dermed den europæiske praksis og overimplementerer EU-regler for danske banker og realkreditinstitutter, hvilket er i direkte modstrid med Folketingets beslutning i forbindelse med implementeringen af BRRD2.
Vejledningen medfører de facto, at NEP/gældsbuffer-kravene bliver markant forhøjet for danske banker og realkreditinstitutter, og at kravene i Danmark reelt bliver betydeligt højere end i andre sammenlignelige lande og resten af EU, herunder særligt bankunionen.
Samlet for vil Finanstilsynets overimplementering øge de årlige fundingomkostninger for danske banker og realkreditinstitutter med mellem 500 og 600 mio. kr.
Det vil på sigt mindske danske institutters muligheder for at låne ud relativt til, hvad der vil være gældende i andre europæiske lande. Samtidig øges omkostningerne ved långivning, hvilket vil være væksthæmmende for dansk økonomi.
Finans Danmark opfordrer på den baggrund Finanstilsynet til afstå fra at udstede vejledningen, og i stedet følge en praksis, der indebærer samme regulering i Danmark som i resten af Europa.