Mindre boliger er attraktive for studerende, unge og singler. Den 28. juli får de kommende studerende svar på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse. Det betyder, at mange nye studerende begynder at kigge efter en ny bolig i nærheden af deres studie. Her kan køb af en mindre lejlighed, måske ved et forældrekøb, være en måde at få sig et sted at bo på.
”De unge har fået færre mindre ejerlejligheder at vælge imellem på landsplan, sammenlignet med for et år siden. Siden efteråret 2022 er antallet af mindre ejerlejligheder til salg faldet jævnt, men der er geografiske forskelle. Særligt i København og på Frederiksberg er der væsentligt færre til salg end for et år siden. I Aarhus og Odense er der lidt færre at vælge imellem. I Aalborg er der derimod kommet mere til salg,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
I København og på Frederiksberg var der ved udgangen af juni henholdsvis 478 og 44 lejligheder på op til 75 kvm til salg – det er et fald på 41 pct. og 48 pct. sammenlignet med for et år siden. Faldet er knapt så stort i Aarhus og Odense, hvor udbuddet faldt med 8 pct. og 1. pct, så der nu står henholdsvis 398 og 117 lejligheder til salg. I Aalborg steg udbuddet med 13 pct. til 189 lejligheder.
Prisen på mindre ejerlejligheder falder
Er man på jagt efter en ejerlejlighed, kan man, bortset fra i København, glæde sig over, at de udbydes billigere til salg end for et år siden. Prisniveauet er for de fleste unge dog nok stadig en udfordring. Selvom en gennemsnitlig 75 kvm lejlighed på Frederiksberg står over 407.000 kr. billigere til salg i forhold til juni sidste år, koster den i gennemsnit ca. 4,6 mio. kr. I Aarhus er prisen på en tilsvarende lejlighed i gennemsnit faldet med knap 152.000 kr., og koster i gennemsnit godt 2,9 mio. kr. I København står en gennemsnitlig 75 kvm lejlighed til salg til ca. 4,7 mio. kr. Det er knap 130.000 kr. dyrere end i juni sidste år.
”Mange steder landet over kan unge glæde sig over at ejerlejligheder udbydes billigere til salg, men prisniveauet kan for mange unge stadig være en udfordring. Og de fortsat højere renter og forbrugerpriser skærper kravene til de unges økonomi. Hvis køb af en ejerbolig ikke er muligt, kan et forældrekøb eller en andelsbolig måske være et alternativ. Ellers kan man skrive sig op til et kollegieværelse eller en almen ungdomsbolig – eller leje et værelse eller en lejlighed privat,” siger Ane Arnth Jensen.
I Aarhus, Odense og Aalborg står en lejlighed på 75 kvm i gennemsnit til salg for henholdsvis 2,9 mio. kr., 1,9 mio. kr. og 1,8 mio. kr. Det er et fald på knap 152.000 kr., 20.000 kr. og 14.000 kr.
Fakta
- På landsplan findes der omkring 200.000 andelsboliger, hvoraf ca. halvdelen ligger i Københavns kommune.
- På landsplan findes der omkring 45.000 almene ungdomsboliger, hvoraf ca. 5.900 ligger i København eller på Frederiksberg ifølge UngdomsboligRapporten 2022 fra BL.