Denne Listing Act består af tre forslag, der alle har til formål at lette adgang til finansiering og at lempe eksisterende regler og procedurer. De tre forslag der er indeholdt i Listing Act er følgende:
- Ændringer til prospektreglerne, markedsmisbrugsreglerne og MiFIR
- Ændring af MIFID II for så vidt angår regler for analyser
- Forslag til nyt direktiv vedr. brug af stemmerettigheder/aktieklasser for selskaber på SMV vækstmarkeder
Generelt støtter Finans Danmark op om mange af de forslag, der præsenteres i Listing Act, specielt vedrørende prospektreglerne, markedsmisbrugsreglerne og MiFIR.
Prospektregler, markedsmisbrugsregler og MiFIR
Vedrørende prospektreglerne ligger vi fra Finans Danmark vægt på, at det er vigtigt at sikre level playing field mellem de forskellige godkendende EU myndigheder i forbindelse med godkendelse af prospekter. Vi finder det positivt, at det foreslås, at prospekter fremadrettet kun skal være tilgængelige elektronisk, og at de kan udarbejdes på engelsk med undtagelse af resume. Vi bakker ikke op om forslaget om et maks. sideantal på 300 sider for prospekter vedrørende aktier.
De foreslåede ændringer til markedsmisbrugsreglerne er overordnet set positive og omhandler bl.a. en ændring til rapporteringsforpligtelserne i forbindelse med buy-back programmer, en præcisering af at market sounding reglerne er et safe harbour regime samt at flere typer af transaktioner er out of scope i relation til indberetning af ledende medarbejderes transaktioner.
MiFID II
Finans Danmark støtter ikke forslaget om at hæve grænsen for at tillade at samle betalinger for levering af analyser med betaling for levering af ordreudførelsestjenesteydelser (bundling) for selskaber med en markedsværdi op til 10 mia. EUR. I stedet støtter vi forslaget om yderligere governance regler for udstederbetalt analyse.
Direktiv om brug af stemmerettigheder
Finans Danmark er som udgangspunkt positive over for øget fleksibilitet for SMV’er i forbindelse med børsnoteringer. Vi mener dog, at forslaget griber unødigt ind i reguleringen i de medlemslande, der har indført nationale regler herom, herunder Danmark, hvorfor vi ikke bakker op om forslaget.
Finans Danmark vil også afgive høringssvar til EU-Kommissionen.