Hvordan lægger man budget? Er det en god ide at låne penge? Hvad er renter? Alt sammen spørgsmål landets 7., 8. og 9. klasser får svar på, hvis de i uge 11 deltager i årets Pengeuge. Det er der mange der gør. Sidste år brugte ca. 70.000 skoleelever undervisningsmaterialet "Styr på dine penge", som Finans Danmark har lavet sammen med forlaget Alinea og Danmarks Matematiklærerforening.
Og i år får omkring 600 skoleklasser besøg af en bankansat, der vil gæsteundervise dem i finansiel forståelse.
”Vi ved, at forståelse for ens egen privatøkonomi er et vigtigt fundament for et godt voksenliv. Begreber som ÅOP, realkreditlån og studiegæld stifter mange uundgåeligt kendskab til på et tidspunkt. Pengeuge skal give vores børn og unge en grundlæggende finansiel forståelse, så de senere i livet er godt rustet til at træffe kloge økonomiske valg. Det er en vigtig samfundsopgave, som vi i bankerne har taget på os,” siger Stine Luise Goll, PA- og kommunikationsdirektør i Finans Danmark.
Siden Pengeuges start i 2014 har danske bankansatte gæsteundervist over 5.000 gange.
Også Finanstilsynet og Nationalbanken er med
I 2020 kom også Nationalbanken med i Pengeuge. Nationalbanken har sammen med Alinea og Foreningen af lærere i Historie og Samfundsfag udarbejdet materialet ”Din og Danmarks økonomi”. Her lærer eleverne om ikke bare deres egen - men hele samfundets - økonomi.
Sidste år kom også Finanstilsynet med i Pengeuge.
”Vi har sammen med myndighederne et ønske om at sikre, at skoleeleverne forstår, at økonomi og budgetter er vigtigt for dem, for samfundet og for deres fremtid. Gode vaner skal gerne begynde tidligt. Og der har vi en stor viden, som vi med glæde deler ud af,” siger Stine Luise Goll.
Pengeuge begynder i år mandag den 13. marts.