Morten Schønning Madsen bliver ny direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver. Han kommer fra en stilling som vicedirektør i Dansk Erhverv, hvor han har siddet med ansvaret for overenskomstområdet.
”Vi glæder os til at overtage ansvaret som arbejdsgiverforening for nuværende og nye medlemmer i det nye år. Vi har haft en grundig proces med at finde den helt rigtige til at stå i spidsen, og her er valget faldet på Morten Schønning Madsen. Han har stor erfaring med at forhandle overenskomster, rådgive medlemsvirksomheder og yde politisk interessevaretagelse. Vi ser frem til at få ham med på holdet,” siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.
Morten Schønning Madsen har de sidste 18 år arbejdet i Dansk Erhverv som overenskomstchef, underdirektør og vicedirektør. Tidligere har han også været hos blandt andet Dansk Arbejdsgiverforening og Lederne. Han er uddannet jurist fra Århus Universitet og advokat.
”Det er en spændende opgave at få mulighed for – sammen med holdet i Finans Danmark – at opbygge en ny arbejdsgiverforening. Finanssektoren har en helt afgørende samfundsrolle. Det er et privilegium at få lov til at bringe min indsigt og erfaring med overenskomstforhandlinger og virksomhedsrådgivning i spil til gavn for en branche med så stor samfundsmæssig betydning. Jeg ser frem til at møde de dygtige medarbejdere i Finans Danmark og hilse på medlemmerne,” siger Morten Schønning Madsen.
Morten Schønning Madsen tiltræder som direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver den 1. februar 2024.
Yderligere oplysninger:
Finans Danmarks pressetelefon på 3370 1020