Tallene taler deres eget tydelige sprog. Mens bankrøverierne sidste år for første gang var helt forsvundet, så er bankrøverne i dag blevet digitale.
Netbanksvindel, betalingskortsvindel, kærlighedssvindel og investeringssvindel. Det er nogle af de metoder kriminelle bruger for at få fat på bankkundernes penge. Og selvom det fortsat er meget sikkert at have sine penge i banken og benytte sine betalingskort, så er det både dyrt og ubehageligt at møde de kriminelle online.
Derfor har bankerne over de seneste år oprustet i kampen mod de kriminelle. Og i dag sidder der næsten 500 medarbejdere i hele landet og arbejder med enten at forhindre og forebygge digital svindel eller behandle de mange sager, hvor kunden har været udsat for svindel.
”Mens der for fem år siden skønsmæssigt var 200 medarbejdere til at løse denne type opgaver, så er det tal i dag mere end fordoblet. Det er en naturlig udvikling, når kriminaliteten stiger. Bankerne har stort fokus på at stoppe de kriminelle, og det er en stor samfundsmæssig opgave, der løses her,” siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.
Det er dyrt at bekæmpe digital svindel
Bankernes udgifter til it-systemer, eksterne leverandører og omkostninger til kompensation til kunderne beløber sig til 350 mio. kroner årligt. Hvis man dertil lægger omkostningerne til de medarbejdere, der arbejder med det, så er den samlede årlige udgift for sektoren til forebyggelse og bekæmpelse af digital kriminalitet knap 750 mio. kroner.
”Det koster mange penge for bankerne at bekæmpe kriminelle. Og det koster også penge for kunderne. Samtidig er det en ubehagelig og til tider traumatisk oplevelse at blive udsat for svindlen. Det er derfor, vi vil gøre alt for at stoppe de kriminelle. Og det er også derfor, at vi nu sætter ekstra ind på det her,” siger Ulrik Nødgaard.
Derfor nedsætter Finans Danmark nu en Svindel Task Force, der skal gennemføre en 360 graders analyse af de processer, metoder, interessenter og it-systemer, der anvendes og misbruges af de kriminelle.
”Vi er nødt til at sætte os sammen og i fællesskab finde løsninger, der kan stoppe de kriminelle, som ser en lukrativ forretning i at udnytte digitaliseringen og vores tillid til hinanden til at begå kriminalitet,” siger Ulrik Nødgaard.
Finans Danmark lancerer også en stor anti-svindelkampagne, som i hele 2024 skal gøre os opmærksomme på problemet og give os gode råd til, hvordan vi skal agere.
Læs ny rapport om digital svindel (epaper)