Finans Danmark tilkendegiver opbakning til en fælles europæisk løsning til håndtering af kildeskatter på udbytter mv. til udenlandske investorer, men påpeger, at det kan synes vanskeligt at opnå enighed herom.
Finans Danmark bemærker indledningsvis, at der via investeringsforeningernes europæiske brancheorganisation EFAMA er indhentet den opfattelse, at en udestående fælles international definition af Beneficial Owner skal afhandles i et andet regi. Det er således en helt afgørende forudsætning, at der rettidigt fastlægges en elektronisk velfungerende og ensartet definition af Beneficial owner i EU-medlemslandene til brug for håndteringen af de foreslåede regler.
Finans Danmark tilkendegiver en generel bekymring for, at forslaget i et uforholdsmæssigt omfang medfører, at administrative omkostninger og ansvar for refusion overvæltes på finansielle virksomheder (CFI – certified financial Intermediaries).
Vi henleder også opmærksomheden på, at den i forslaget forudsatte ikrafttræden 1. januar 2027 er meget ambitiøs i forhold til at opnå en politisk aftale på EU-niveau og efterfølgende implementering i EU-landes inklusive systemtilpasninger i medlemslande – hos skattemyndigheder og i finansielle virksomheder.