Blandt de 18-23-årige, der er flyttet hjemmefra, overvejer 15 pct. at flytte hjem til deres forældre igen, fordi det er blevet for dyrt at bo ude. Og zoomer vi ind på den forholdsvis store andel, der pt. oplever problemer med at få økonomien til at hænge sammen, svarer omkring hver fjerde, at de overvejer at flytte hjem igen.
”Vi ser mange unge, der risikerer midlertidigt at måtte opgive drømmen om et selvstændigt udeboende voksenliv på grund af økonomien. At flytte hjem til far og mor igen kan være en nødvendig løsning for nogle, men for den unge kan det samtidig opleves som et skridt i den forkerte retning og måske som et nederlag”, siger Christian Heebøll Hammer, analysechef i Finans Danmark, og fortsætter:
”Samtidigt kan det også være en udfordring for forældrene, der måske har lagt andre planer for deres liv, hvori hjemmeboende børn ikke længere indgår.”
Undersøgelsen viser også, at der en tæt sammenhæng mellem de unges økonomi, og hvordan de oplever deres livssituation. Blandt unge i alderen 18-35 år, hvis økonomi ikke hænger sammen, svarer syv ud af ti, at de ikke er tilfredse med deres liv. Helt specifik har de på en skala fra nul til ti – hvor nul svarer til det værst tænkelige liv og ti svarer til det bedst mulige liv – svaret, at deres liv ligger på et firtal eller derunder. Og faktisk svarer hver fjerde, at deres liv er tæt på det værst tænkelige, svarende til to på skalaen eller derunder. Omvendt svarer ingen i denne gruppe af unge med økonomiske problemer, at de føler, de har et forholdsvist godt liv (svarende til syv på skalaen eller højere). Ser vi derimod på de unge, der har godt styr på økonomien, svarer knap syv ud af ti, at de har forholdsvist godt liv (igen svarende til syv på skalaen eller højere).
”De unges svar viser, at økonomi og livskvalitet hænger tæt sammen, og at dårlig økonomi kan føre til tristhed og mistrivsel. Der er dermed en risiko for, at den aktuelle situation med store prisstigninger risikerer at medføre mere end ”bare” økonomiske kvaler. Flere unge risikerer at ende i mistrivsel”, siger Christian Heebøll Hammer.
Endelig viser undersøgelsen viser også, at de økonomiske problemer også giver udfordringer i parforholdet. Blandt unge mellem 25 og 29 år, der lever i parforhold, og som oplever økonomiske udfordringer, svarer knap en tredjedel, at de ugentligt har konflikter med deres partner eller familiemedlemmer om deres økonomi. Ser man på hele aldersgruppen gælder det for 16 pct.
”De unges svar viser, hvorfor det er så vigtigt, at unge tidligt lærer at styre deres privatøkonomi – også igennem tider med modgang og udfordringer som disse. Det er også årsagen til, at Finans Danmark og de danske banker i samarbejde med Danmarks Matematiklæreforening hvert år i uge 11 afholder pengeuge, som har til formål at lære unge om privatøkonomi, hvordan man lægger budget mv.”, siger Christian Heebøll Hammer og fortsætter:
“Tallene understreger vigtigheden af, at unge med ondt i økonomien rækker ud og får hjælp, så de kan få rettet skuden op så hurtigt som muligt. Det kan være til venner eller familie, men man kan også med fordel tage en snak med sin bankrådgiver.”