Finans Danmark har afgivet høringssvar til rapportudkast om, hvordan man sikrer sig, at visse sociale standarder er overholdt, når en økonomisk aktivitet klassificeres som bæredygtig i EU-taksonomien. Det er vigtigt, fordi vi skal undgå, at den grønne omstilling får en social slagside. Finans Danmark ser derfor med tilfredshed på, at Platformen for Bæredygtig Finansiering (Platform for Sustainable Finance) bidrager til at konkretisere, hvad der forstås ved sociale minimumsstandarder.
Finans Danmark lægger stor vægt på at skabe en ”level playing field” og det er i den forbindelse positivt, at anbefalingerne til, hvordan vi sikrer sociale minimumshensyn, bygger på anerkendte internationale principper for menneskerettigheder og god forretningsførelse fra FN og OECD. Det er vigtigt i vurderingen af, om aktiviteter kan betragtes som bæredygtige i EU-taksonomiens forstand. Af samme årsag ser vi også gerne, at der tages udgangspunkt i overholdelse af EU-lovgivning, når det skal vurderes om en virksomhed overholder minimumsstandarderne.
Idet et minimumsniveau af sociale hensyn i taksonomien vil kunne medvirke positivt til virksomheders tilgang til menneskerettigheder, mener Finans Danmark dog, at det er vigtigt at anerkende de dataudfordringer virksomheder og den finansielle sektor oplever på kort og mellemlang sigt. Dette skal tænkes ind i drøftelserne om, hvordan taksonomiens anvendelighed skal udvikles videre.