Telefonen ringer. Stemmen i den anden ende påstår at være fra politiet, banken eller Nets. Med en historie om, at ens bankkonto er blevet kompromitteret, får de den intetanende bankkunde til at flytte sine penge over på en anden konto, der viser sig at være den kriminelles. Pengene er stjålet.
Metoden her er den seneste nye metode, de kriminelle bruger, når de forsøger at få adgang til folks penge i banken. De kriminelle bruger også en metode, hvor de lokker forskellige personlige oplysninger og koder ud af folk for at kunne logge på deres netbank og stjæle penge.
Og selvom de kriminelle altså desværre stadig har mere end godt gang i deres foretagende, så har vi heldigvis set en nedgang på ca. 4 mio. kroner i samlet tab sammenlignet med det foregående halvår. Mens der i andet halvår af 2021 blev stjålet 39,2 mio. kroner ved netbanksvindel, så faldt tallet til 35,3 mio. kroner i første halvår af 2022.
Pas på og vær på vagt
”Bankerne har faktisk stoppet hele 60 procent af de forsøg, der har været på denne type svindel. Men det er svært for bankerne at opdage, at der er tale om kriminalitet, når det er bankkunden selv, der overfører penge fra en konto til en anden, ” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
Bankerne er blevet bedre til at opdage og forhindre de kriminelles forsøg på at stjæle penge på denne måde. Mens de fik forpurret 47 procent i andet halvår af 2021, så stoppede de altså langt flere i første halvår af 2022 – hele 60 procent. Men bankerne er udfordret af, at bankkunderne selv udleverer oplysninger eller endda overfører pengene selv til den kriminelles konto, fordi de bliver lokket til det.
”Derfor er det også så utrolig vigtigt at minde folk om, at ingen – hverken banker, politi, Nets eller andre – vil bede om personlige oplysninger som NemID koder eller MitID login på telefon, mail eller sms. De vil heller aldrig bede dig om at flytte penge fra en konto til en anden,” siger Michael Busk-Jepsen.