Færre og færre unge ender som dårlige betalere og bliver registreret i RKI. Mens der i 2013 var 56.000 unge mellem 18-30 år registreret i RKI, så var tallet ved udgangen af 2021 faldet til 37.000. Og for første gang er de unge dermed ikke længere overrepræsenteret i gældsregistret. Tallene stammer fra analysen ”Unge – gæld, forbrug og opsparing 2022”, som Finans Danmark offentliggør i dag.
Årsagen til de gode nyheder skal blandt andet findes i coronakrisen, hvor nedlukning og restriktioner gennem de seneste to år har begrænset forbruget blandt de unge. Det gælder blandt andet i forhold til shopping, restaurantbesøg og byture med vennerne, rejser og koncerter.
”Udover nedlukninger og restriktioner under coronakrisen har vi også rekordlav ungdomsledighed. Der er ingen tvivl om, at det forbedrer privatøkonomien for mange unge. Og når ungdomsledigheden falder ned i så lave niveauer, er der tilmed en god chance for, at vi får aktiveret unge, der tidligere har haft svært ved at finde job og af den grund også har haft svært ved få økonomien til at hænge sammen,” siger analysechef i Finans Danmark, Christian Heebøll Hammer.
Analysen viser, at de største fald i andelen af unge i RKI sker i netop de kommuner, hvor ungdomsledigheden er faldet mest.
Opgøret med kviklån
I sommeren 2020 blev der indført en ny lov, der begrænser brugen af kviklån og andre dyre forbrugslån. Siden er antallet af denne type lån faldet blandt de unge.
Også begrænsningen af kviklån kan være en vigtig forklaring på, hvorfor færre unge ender med gæld, de ikke kan betale. Analysen viser nemlig, at faldet i andelen af unge i RKI har været størst i de kommuner, hvor mange unge havde kviklån og andre dyre forbrugslån umiddelbart inden den nye lov trådte i kraft.
”Den positive udvikling har været i gang over en længere årrække. Det kan også skyldes, at unge i dag slet og ret har bedre styr på deres økonomi, end de havde tidligere. Finans Danmark har siden 2014 arrangeret Pengeuge hvert år i uge 11, hvor skolernes ældste klasser bliver tilbudt undervisning i basal økonomisk forståelse. Vi håber, at den viden også spiller ind,” siger Christian Heebøll Hammer.
Samtidig med at færre bliver registreret i RKI, falder deres samlede gæld også. RKI-gælden er ellers steget i de seneste år - fra 1,3 mia. kroner i 2018 til omkring 1,4 mia. kroner i 2019 og 2020. Men i løbet af 2021 er RKI-gælden for unge mellem 18 og 30 år faldet til 1,2 mia. kroner. Det svarer til et fald på 13 procent.
Download ny rapport: Unge - gæld, forbrug og opsparing