Finans Danmark har afgivet høringssvar til Skattestyrelsens udkast til styresignal vedrørende 15 pct.-reglen, særligt hvornår der foreligger særlige omstændigheder – det vil sige, at skattemyndighederne som følge af særlige omstændigheder ikke er bundet af en værdiansættelse foretaget efter 15 pct.-reglen.
Finans Danmark har betonet, at en skattemæssig tilsidesættelse af en værdiansættelse af en ejendom medfører usikkerhed og har andre negative følgevirkninger for de involverede skatteydere. Derfor lægger Finans Danmark vægt på, at styresignalet bidrager til at skabe større klarhed om reglerne for, hvornår skattemyndigheder kan tilsidesætte værdiansættelser. Det er endvidere afgørende, at styresignalet er baseret på de relevante afgørelser.
Finans Danmark har med det udgangspunkt afgivet fire specifikke bemærkninger, herunder at styresignalet også skal omfatte næringsejendomme. Finans Danmark har også tilkendegivet, at klare regler må tage udgangspunkt i, at skattemyndighedernes overvejelser om en skattemæssig tilsidesættelse af fastlagte handelspriser på ejendomme skal baseres på en separat og objektiv vurdering for hver enkelt ejendom.
Derudover har Finans Danmark afgivet yderligere to specifikke bemærkninger, der sigter på at reducere skatteydernes usikkerhed angående grundlaget for en skattemæssig tilsidesættelse af handelspriser for ejendomme.