Selv om bankerne hele tiden arbejder på at udvikle nye metoder til at fange og stoppe digitale svindlere, lykkedes det dem alligevel i første halvår af 2022 at stjæle 35,3 mio. kroner fra danskernes bankkonti. Det skete enten ved at de kriminelle lokkede fortrolige oplysninger om bankkonti ud af danskerne eller ved at få dem til at overføre pengene fra deres konti til den kriminelles. Det bedste forsvar mod digital svindel er derfor stadig danskernes egen agtsomhed. Derfor tilslutter Finans Danmark sig SikkerDigital.dk’s landsdækkende kampagne med Bodil Jørgensen i hovedrollen.
”Vi kan gøre en del fra bankernes side for at rådgive kunderne til at passe på. Og vi gør allerede rigtig meget i dag. Men vi kan ikke for alvor bekæmpe problemet i de tilfælde, hvor folk udleverer deres koder og kontooplysninger eller endda selv overfører pengene til de kriminelle, der udgiver sig for at være fra banken eller en dansk myndighed.
Derfor er det også utrolig vigtigt at minde folk om, at ingen – hverken banker, politi, Nets eller andre – vil bede om personlige oplysninger som MitID login på telefon, mail eller sms. De vil heller aldrig bede nogen om at flytte penge fra en konto til en anden. Og det budskab skal kampagnen forhåbentlig hjælpe os med at udbrede,” siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.
Kampagnen, som først blev lanceret i forbindelse med den nationale cybersikkerhedsmåned i oktober, skal klæde danskerne bedre på til at undgå svindel.
”Digitale svindlere er desværre gode til at efterligne nogen, vi stoler på. Og ofte vil de også skabe en fornemmelse af, at det haster med at få oplysninger fra borgeren fx for at afværge et ”igangværende angreb” på netbanken. Der er ikke noget at sige til, at det kan presse nogen til at dele fx deres kodeord eller andre personlige oplysninger – og netop derfor er det en rigtig god huskeregel, at banker og offentlige myndigheder ikke bare ringer dig op, sms’er eller sender en mail for at få dine personlige oplysninger,” siger Tanja Franck, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.
Fakta
Kampagnen om identitetstyveri er et samarbejde mellem Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner og Finans Danmark. Kampagnen kører fra den 1. december på de sociale medier og som reklamespots på TV2.
Læs mere om kampagnen på Sikker Digital