Aldrig er så få boliger taget af markedet i en juli måned

Publiceret 09-08-2022
Nyhed

Boligkøberne står ikke længere i kø for at købe drømmeboligen. I juli 2022 blev det færreste antal boliger taget af markedet i en juli måned. Den lavere interesse for boligkøb får udbuddet og liggetiderne til at stige, og det er med til at give boligkøberne bedre kort på hånden. Samtidig stiger priserne ikke som under pandemien. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.

I juli blev der taget 3.789 parcel- og rækkehuse af markedet. Det er 20 pct. færre huse end på samme tid sidste år. Antallet af lejligheder der blev taget af markedet var 1.102 – et fald på 25 pct. i forhold til sidste år. Når boliger tages af markedet, skyldes det enten at de er blevet solgt eller at sælger har taget boligen af markedet af andre årsager.

”Danskerne jagter ikke ny bolig i samme tempo som tidligere. Det kan skyldes, at mange danskere allerede har købt en ny bolig. Derudover har de stigende renter og forbrugerpriser gjort det relativt dyrere at eje både hus og lejlighed, hvilket kan få danskerne til at holde igen med boligkøbene.” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

Få nedtagne boliger får udbuddet til at stige

Udbuddet af boliger har været stigende fem måneder i træk. Ved udgangen af juli var der 26.327 parcel- og rækkehuse til salg på landsplan. Det er over 12 pct. flere end på samme tid sidste år. Antallet af lejligheder til salg steg i samme periode med knap 29 pct. til i alt 7.417. Dog er udbuddet af boliger fortsat på et lavt niveau i forhold til årene før pandemien.

”Når udbuddet af boliger til salg stiger, giver det potentielle boligkøbere bedre kort på hånden, da de har mere at vælge imellem. Et større udvalg af huse og lejligheder, kan nemlig give køberne mere ro til at finde den helt rigtige bolig. Det kan også betyde at boligerne er længere tid til salg på markedet, da køberne bruger længere tid til at tænke sig om,” siger Ane Arnth Jensen.

Liggetiderne er, sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, steget med hhv. 4 dage for huse og 37 dage for ejerlejligheder på landsplan. Et hus er nu i gennemsnit 139 dage på markedet, hvor en lejlighed er 116 dage på markedet.

”Det stigende udbud og de længere liggetider har dog ikke gjort det billigere at købe en bolig i forhold til juli sidste år. Men selvom priserne er steget, stiger de ikke i samme tempo som under pandemien.,” siger Ane Arnth Jensen.

I juli blev huse og ejerlejligheder på landsplan sat hhv. 6,4 pct. og 3,7 pct. dyrere til salg end i samme måned sidste år.

Stine Luise Goll

PA- og kommunikationsdirektør

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde