Det er i samfundets interesse, at de lån, virksomheder har optaget hos Skatteforvaltningen uden en forudgående kreditvurdering, betales tilbage. Af hensigtserklæringen fremgår det, at bankerne vil gøre en stor indsats for at give kreditværdige og levedygtige virksomheder, der har fået lån af staten, et nyt lån i banken, når lånet til Skatteforvaltningen forfalder til betaling i april 2022.
Vilkårene skal aftales mellem den enkelte bank og virksomhed.
”Bankerne fortsætter naturligvis med at bidrage til, at Danmark kommer godt ud på den anden side af coronakrisen. Denne hensigtserklæring om at hjælpe kreditværdige og levedygtige virksomheder med at få afviklet deres gæld ligger i fin forlængelse af den fælles erklæring, Finans Danmark indgik med regeringen i foråret 2020. Med den nye hensigtserklæring giver vi hånd på at fortsætte det gode samarbejde mellem regering, finanssektor og det øvrige erhvervsliv,” siger administrerende direktør i Finans Danmark Ulrik Nødgaard.
Bankerne fortsætter med at hjælpe
Under coronakrisens første seks måneder hjalp bankerne flere end 7.000 danske virksomheder med over 100 mia. kroner i lån og lånetilsagn. En ny politisk aftale giver virksomheder mulighed for at afdrage deres gæld via en statslig ordning i en periode på 24 måneder til en rente på 8,4 procent. Finans Danmark vurderer, at den politiske aftale vil give virksomheder tilskyndelse til at søge mod bankerne for finansiering.
”Det er naturligt – og nødvendigt - at vi som samfund vender tilbage til normale tider, hvor kredit er noget, man får i banken. Jeg er sikker på, at flertallet af sunde virksomheder vil finde en god løsning med banken. Og som under hele coronakrisen står bankerne klar til at hjælpe,” siger Ulrik Nødgaard.
Virksomhederne skal kreditvurderes
Virksomhederne blev ikke kreditvurderet, da de under coronakrisen fik adgang til statslige lån. Bankerne er forpligtet til at kreditvurdere en virksomhed, før et lån udstedes. Af hensigtserklæringen fremgår det, at det er vigtigt, at urentable virksomheder ikke fastlåses unødigt længe gennem rentefri finansiering fra staten, og at regering og banker er enige om, at aftrapning af de statslige låneordninger vil kunne føre til, at nogle virksomheder ikke vil kunne videreføre deres aktiviteter.
”Vi vil gøre vores bedste for at hjælpe så mange vi kan, men vi kan ikke se os fri af, at nogle uundgåeligt vil dreje nøglen om, hvis deres økonomiske situation ikke giver dem mulighed for at tilbagebetale det, de har lånt af staten. Det anerkender både vi – og regeringen. Men heldigvis står mange virksomheder nu i en god situation,” siger Ulrik Nødgaard.
Regeringen vil undersøge muligheden for at forlænge garantiordningerne. Garantiordninger kan bidrage til, at bankerne kan tilbyde flere virksomheder finansiering.
Læs ny hensigtserklæring hos skatteministeriet
LÆS OGSÅ Fælles erklæring 2020: Den finansielle sektor er en vigtig alliancepartner og står klar med hjælpen