EU-Kommissionen har offentliggjort sit forslag til en fælles EU-standard for grønne obligationer. Målet er at tiltrække flere midler til bæredygtige investeringer ved at skabe en fælles og ambitiøs standard, der sikrer, at obligationerne kun finansierer aktiviteter, som er miljømæssigt bæredygtige ud fra en fælles målestok - EU-taksonomien.
Finans Danmark og FSR støtter generelt EU-Kommissionens forslag om en fælles, frivillig standard for europæiske grønne obligationer. Finanssektoren er med i alle dele af økonomien og er derfor en vigtig katalysator for udviklingen af en bæredygtig dansk økonomi. Hvis det bliver nemmere at identificere grønne finansielle instrumenter, bliver det tilsvarende nemmere for finanssektoren at være med til at kanalisere penge i en bæredygtig retning.
Derfor er det vigtigt, at en fælles standard for grønne obligationer etableres på en måde, som fremmer, og ikke begrænser, muligheden for at give flere bæredygtige lån til boligejerne og erhvervslivet. Danske boligejere og virksomheder skal være sikre på, at deres grønne finansiering i dag, også er grøn i morgen.
Vi foreslår derfor i høringssvaret, at Kommissionen justerer forslaget, så det tydeligt fremgår, at eksisterende grønne lån og obligationer ikke påvirkes af fremtidige ændringer i EU-taksonomien.