Der står 22.298 parcel- og rækkehuse til salg hos ejendomsmæglerne. Og de har i gennemsnit været til salg i knap syv måneder. Det er den korteste tid i 12 år. Samtidig er priserne næsten 10 pct. højere end for et år siden – og dermed de højeste nogensinde.
”Der er stor efterspørgsel efter huse, og antallet af huse til salg er på et lavt niveau. Udbudstiderne er de laveste i 12 år, og det betyder, at man som køber skal være indstillet på at være hurtig, hvis man skal sikre sig drømmehuset, når det dukker op på markedet,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:
”Når efterspørgslen efter huse er større end udbuddet, stiger priserne, og det går hurtigere med at finde nye ejere. På mange måder er det lige nu sælgers marked, og sælgerne sætter da også priserne næsten 10 pct. højere end for et år siden.”
Flere sælgere på banen
Knap 6.000 boligejere satte huset til salg i april, og nogenlunde samme antal blev taget af markedet. Ved udgangen af april var der 22.298 huse til salg på landsplan, og det er 30 pct. færre end for et år siden.
”Flere boligejere har i marts og april valgt at sætte deres hus til salg end i de foregående måneder. Den tendens ser vi typisk hvert forår, og huse tager sig da også godt ud, når der er blade på træer og buske og blomster i haven. Selvom der er kommet flere sælgere på banen, har køberne også været der, og antallet af huse til salg har derfor stort set ikke ændret sig i april,” siger Ane Arnth Jensen.
Særligt i København og i Nordsjælland er der blevet færre valgmuligheder for huskøberne det seneste år. Her er der hhv. 58 pct. og 55 pct. færre huse til salg end for et år siden. I Vestjylland og Nordjylland er der hhv. 19 pct. og 18 pct. færre huse til salg i forhold til samme tidspunkt sidste år.
”Der er selvfølgelig regionale forskelle på, hvordan husmarkedet har udviklet sig. Men i alle landsdele er der færre huse til salg end for et år siden, og husene står til salg i kortere tid til højere priser,” siger Ane Arnth Jensen.