Nettokøbet i danske fonde var i september på 0,9 mia. kr. September blev dermed den første måned i to år, hvor det samlede nettokøb på tværs af alle fonde rettet mod private investorer endte på under 1 mia. kr. Selv med den lavere tilgang af nye investeringsmidler i september var nettokøbet for de første 9 måneder af 2021 på samlet 57 mia. kr. Det er på niveau med 2020 og mere end nettokøbet for hele 2019, der var på godt 40 mia. kr.
”Investorerne har de sidste par år haft en ualmindelig stor investeringslyst, og danskerne har kunnet glæde sig over, at deres investerede formuer har været ramt af vokseværk. I september er købelysten aftaget, og vi har set det laveste nettokøb i to år. Det kan hænge sammen med, at september har været præget af markedsuro og negative afkast i de fleste aktie- og obligationskategorier. Men det er dog sigende for den store investereringslyst blandt danskerne, at der selv i en måned med en del markedsuro købes for mere, end der sælges for,” siger investeringschef Kåre Valgreen, Investering & Opsparing i Finans Danmark.
Det samlede nettokøb på 0,9 mia. kr. dækker over, at investorerne har bevæget sig en smule væk fra aktiefonde og over mod obligationsfonde og blandede fonde med både aktier og obligationer. Fonde med danske aktier og fonde med udenlandske aktier havde i september et negativt nettokøb på henholdsvis -0,8 mia. kr. og -0,5 mia. kr. Fonde med danske obligationer, fonde med udenlandske obligationer og blandede fonde havde positive nettokøb på mellem 0,5 mia. kr. og 1,0 mia. kr.
”Der er blevet solgt en smule ud i fonde med danske og udenlandske aktier. Det skal dog ses i sammenhæng med, at der for året som helhed er blevet tilføjet nye investeringsmidler for mere end 25 mia. kr. til aktiefondene. Salgene af aktiefondene i september kommer samtidig med, at obligationsfondene og de blandede fonde oplever positive nettokøb. Man skal være påpasselig med at tolke på små bevægelser, men det kan være et tegn på, at nogle investorer har revurderet deres porteføljerisiko og søgt mod fonde, der er lidt mindre risikable. Det er generelt fornuftigt løbende at overveje, om ens investeringer er i overensstemmelse med ens risikoprofil, ” siger Kåre Valgreen.
