Vi glæder os over, at der er valgt en minimumsimplementering af direktivet. Generelt set er der tale om et vanskeligt tilgængeligt lovforslag i forhold til, hvilke bankprodukter og -tjenester, der præcis er omfattet, men også i forhold til, hvordan tilgængelighedskravene for de enkelte produkter og ydelser opfyldes.
Derfor er der et stort behov for yderligere vejledning i forhold til implementeringen, ikke mindst i lyset af de store estimerede implementeringsomkostninger for pengeinstitutter. Det vil kræve omfattende ændringer i de kundevendte it-systemer, som erfaringsmæssigt tager tid og skal planlægges i god tid.
Igangsættelsen af dette arbejde bør ikke afvente en vedtagelse af lovforslaget. Vi efterlyser derfor, at der igangsættes en dialog snarest muligt mellem tilsynsmyndighederne og sektoren.