Antallet af danskere, der har været udsat for netbanksvindel, hvor det er lykkedes den kriminelle at slippe afsted med pengene, er fortsat steget. Fra 1.452 i 2019 til 1.970 i 2020. Men der er alligevel lys i mørket.
For svindlerne er sluppet afsted med langt færre penge i andet halvår af 2020 end i første halvår. Mens de svindlede sig til 32 mio. kroner i første halvår af 2020, havde de kun held til at slippe afsted med 22,5 mio. kroner i andet halvår.
”Der er sket en opbremsning i andet halvår af 2020. Vi har indtil nu kun set konstante stigninger år for år. Opbremsningen skyldes, at mange banker har indført begrænsninger – f.eks. på, hvor meget man kan overføre mellem konti på en enkelt dag. Og det har virket. De kriminelle slipper ikke afsted med så meget, som de gjorde før – selvom de fortsat prøver ihærdigt,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
Det er især velkendte metoder, de kriminelle bruger. De kontakter bankkunden og får overbevist vedkommende om, at de er fra banken, Nets eller et andet sted, som kunden har tillid til. På den måde får de lokket ofret til at udlevere bankoplysninger, NemID login og sms-kontrolkoder, så den kriminelle kan få fri adgang til konti i banken.
”Det er vigtigt at gentage det enkle råd, man altid skal huske: Hvis den man bliver kontaktet af, virkelig er den, han udgiver for at være, så vil han aldrig – aldrig – bede om oplysninger som NemID koder og sms-kontrolnumre. Er man i det mindste i tvivl om, hvorvidt en henvendelse kommer fra banken, så skal man ikke besvare den men i stedet selv kontakte banken,” siger Michael Busk-Jepsen.
Se alle tal for netbanksvindel her.
Opgørelse 1. halvår 2020
Antal forsøg | Antal m. tab | Tab i DKK. | Forsøgt | |
Fraud/malware | 278 | 172 | 6.483.837 | 10.603.006 |
Social eng. (phishing mv.) | 696 | 365 | 25.788.348 | 45.201.375 |
Samlet misbrug | 974 | 537 | 32.272.184 | 55.804.382 |
Opgørelse 2. Halvår 2020
Antal forsøg | Antal m. tab | Tab i DKK. | Forsøgt | |
Fraud/malware | 207 | 131 | 3.063.100 | 8.181.838 |
Social eng. (phishing mv.) | 789 | 398 | 19.425.280 | 40.415.428 |
Samlet misbrug | 996 | 529 | 22.488.380 | 48.597.266 |
Samlet for hele 2020
Antal forsøg | Antal m. tab | Tab i DKK. | Forsøgt | |
Fraud/malware | 485 | 303 | 9.546.937 | 18.784.844 |
Social eng. (phishing mv.) | 1.485 | 763 | 45.213.628 | 85.616.803 |
Samlet misbrug | 1.970 | 1.066 | 54.760.564 | 104.401.648 |